Israel Shamir

The Fighting Optimist

Jøderne for og imod Jesus

“Jøder er onde, og der er et særligt sted i helvede bare for dem. Jeg vil sige til dem: Tro som du vil og gør som du vil. Bare bliv langt væk fra os.”

Lad nu være med straks at fordømme mig og at sende dette stykke tekst til din lokale afdeling af ADL eller at ringe til politiet. Jeg citerede ikke Adolf Hitler, slap bare af. Dette var et citat fra det israelske dagblad Haaretz, fra en artikel af columnisten Bradla Burston. Der var dog udeladt en lille ting, nemlig “for Jesus”. De onde, i henhold til Haaretz, er nemlig “Jøder for Jesus”, som bør sendes i helvedet. “Jøder imod Jesus” er derimod dejlige mennesker.

Burston’s udbrud af had fortjener at blive analyseret. Jøder er gode, siger han, men det som alligevel gør nogle af dem onde, er deres kærlighed til Kristus. Ergo, Kristus er virkelig hadefuldt i Burstons øjne; og tilsyneladende finder den mest liberale avis i Israel intet forkert i denne holdning. Jeg vil vædde på, at de kristne tilhængere af Israel også vil tørre spytte af deres ansigt og sige, at det bare var en smule regn. Paven og Kofi Annan protesterede i hvert fald ikke, og Kongressen erklære ikke en sørgedag, som de gør, når jøder bliver nævnt i en mindre positiv sammenhæng. Den meget kristne præsident Bush nævnte heller ikke denne hadefuld tale til premierminister Olmert, da de mødtes i Det Hvide Hus. Aviserne i Vesten havde travlt med at sprede løgne om Iran, og havde derfor ikke tid til at rette opmærksomheden mod dette angreb på troen hos det tavse flertal.

Burston forsøger at skjule sin hensigt. I stedet for at sige direkte: “Ja, jeg hader Jesus og foragter kristne “, så leder han efter en anden fejl i “Jøder for Jesus”: de udfører missionsvirksomhed, proselytisme er en slags forfølgelse, råber han, men hvis proselytisme er forfølgelse, hvorfor bruger den israelske stat så millioner af skatteydernes penge, som bl.a. er indhentet hos de kristne, på at forsøge at omvende kristne til den jødiske tro? Jeg henviser her til det officielle israelske program om at omvende 200.000 russiske kristne til den statsstøttede kult af “jøder imod Kristus”. Programmet er styret af staten og det henvender sig temmelig aggressivt til det israelsk-russiske samfund.

Dertil kommer, at hvis proselytisme er forfølgelse, hvorfor må “jøder mod Jesus” så udføre deres anti-kristne propaganda overalt i verden fra New York til Moskva? Hvis du ikke kan lide, at din tro undergraves, hvordan kan du så tillade sig at underminere andres overbevisning? Faktisk siger jøder ofte, at de ikke søger at omvende andre. Det er rigtigt, op til et vist punkt: Medens kristne ønsker at omforme jøderne til at blive deres med-kristne, så har jøder kun ringe interesse for at konvertere andre – de ønsker ikke at gøre andre til jøder, men de er godt tilfredse, hvis disse mennesker søger væk fra Kristus. Og de arbejder for det: de sagsøger kirker, sprede forfærdelige historier om pædofile præster, forbyder julen og udbreder Judas-Evangeliet. De gør det under dække af, at det er “sekularisme”, for sekularisme er den religion, som ikke-jøder har tilladelse til at praktisere i den raceadskilte jødisk-dominerede kultur. Sekularisme er i virkeligheden ikke noget andet end pengetilbedelse – måske med en smule jøde-tilbedelse tilsat, for at holde styr på tingene. “Hold jer langt væk fra os” råber Burston til “Jøder for Jesus”. Måske burde han også give dette råd til sine trosfæller “Jøder imod Jesus” og marchere tilbage til ghettoen med dem.

Burston hævder: “Det er svært nok at være jødisk, som det er. Det er hårdt at være jødisk, hvis du er verdsligt, og det er ikke mindre svært, hvis du er religiøs. Det er hårdt at være jøde i diasporaen hvor du bor blandt ikke-jøder. Det er også hårdt at bo der, hvis du bor blandt andre jøder.” Ja, Bradley, det er hårdt. Det er hårdt, fordi det er unaturligt. Det er ubehageligt at leve iblandt mennesker, som du er nødt til at foragte, og det er svært at tro, at din venlige nabo hader dig og ønsker at dræbe dig. Det er let at dæmonisere kirken, men svært at benægte Kristus, fordi hans sol varmer os alle. Det er hårdt og det er unødvendigt. Folk, der beskriver sig selv som “jøder” er også mennesker, lige som resten af os har de brug for Kristus. At benægte ham er meget mere skadeligt for deres sjæl, end nogen form for Holocaust-benægtelse nogensinde kan blive det.

“Du bør respektere denne religion [af jøder mod Jesus], så lad denne religion leve”, siger Burston i hans efterfølgere. På ingen måde. Din “jødiske religion”, som omfatter “sekulære jøder” er slet ikke en religion. Begrebet “sekulariserede jøder” er lige så meningsfuldt som “sekulariserede kristne”, men dets konsekvenser er langt værre: En sekulariseret jøde har erstattet Gud med sin egen etniske art. Han er et menneske, hvis overlegenhedsfølelse ikke bliver holdt nede af den ydmyghed, som troen kræver. Hvorfor er det ikke nok for en sekulariseret person at være en israeler i Israel, amerikaner i Amerika eller russer i Rusland? Er det at kalde sig selv for “jøde” ikke bare et ønske om at være noget særligt, når man end ikke tror på den jødiske religion? Om den slags siger Evangeliet: “De påstår, at de er jøder, men det er de ikke.” Der er ikke noget galt med jødernes eller deres efterkommere, hvis de bare ville frigøre sig selv fra følelsen af superioritet, som holder dem på afstand af deres naboer. De er lige så gode som alle andre. Det er op til hver af os at tage stilling til om vi tror, at det er Guds ønske at denne person skal være en af Guds udvalgte skare, eller om han bare er en almindelig israeler, amerikaner eller russer.

I Israel, som mange andre steder, holder flere og flere mennesker op med at regne sig selv som værende “jøder” og indgår dermed bare i den nation, hvor de lever. En kendt israelsk forfatter A. B. Yehoshua og filosoffen Menahem Brinker har skrevet, at palæstinenserne i langt højere grad er en del af denne nation end de jøder, som kommer fra Manhattan eller Chicago – for hvem forbindelsen er en ting, som hører fortiden til. Det er en begyndelse på en uafhængighedsbevægelsen: indtil nu har staten Israel været er en koloni af verdens-jødedommen, men vi føler, at dette ubibelske syn skal stoppes, da bremser for udviklingen af den nye nation, som skal indeholde alle det Hellige Lands beboere, og som udelukker jøder, som bor andre steder i verden.

Det Hellige Land skaber mirakler. En amerikansk jøde råbte til Herren og sagde: “Jeg har sendt min søn til Jerusalem, og han bekendte sig til Kristus”, og Herren svarede: “Det skete til Min Søn Også “. Denne gamle vittighed kan gå i opfyldelse i stor skala, når den jødiske stat i Palæstina beviser den etiske umulighed og uholdbarheden af det jødiske paradigme. Alle de dystre profetier skabt de anti-judaistiske tænkere er virkeliggjort her. De vantro (goy’er) er låst inde og de udsultes og bombes i dette udstillingsvindue for den jødiske generøsitet i Gaza-striben. Når jøderne ikke agiterer for at atombombe Iran, skyder de på Libanon. De udenlandske arbejdere har ingen rettigheder, de bliver udvist og selv deres meget beskedne lønninger får de ofte ikke udbetalt. Israelske arbejdstagernes situation er heller ikke misundelsesværdig. Mens udlejere, udbyttere og børsspekulanter opererer skattefrit, skal arbejderne betale den højeste skat. Den jødiske stat er god for tandlæger, vekselerere og rabbier; men den er ikke god for de andre, for det er en jødisk stat.

Så svaret på Burston anmodning om respekt, er, at det er umuligt for os at respektere en “religion”, som lærer os at hade Kristus og de kristne. Længe før inkvisitionen, i det første århundrede, havde jøder udviklet en særlig “birkat haminim”, en forbandelse af de kristne i deres daglige bøn; Den siges stadig af fromme jøder hver morgen. Det er bedre at dø end at blive helbredt af en kristen, lærte Mishna. Talmud udviklede yderligere denne tankegang og gjorde det klart, at det var tilladt at dræbe kristne, især ex-jøder, til enhver tid, og man gjorde ligefrem dette til en lov. Maimonides, den store tænker i jødedommen, gjorde hadet til det helt afgørende: en jøde måtte ikke følge kristne og ikke bøje sig for et kristent billede. Men en jøde måtte gerne brænde en kristen by ned, og ikke tillade, at de kristne byggede den op igen. Desuden skal en Jøde altid hade en aktiv kristen (en “bedrager”), han må ikke undlade at hade en kristen og må aldrig frelse en kristen missionær fra døden, ikke sige noget godt om en kristen missionær, ikke undlade at gøre ondt mod ham etc. Til vores store held, følger vor tids jøder ikke disse bud mere end de følger buddet om ikke at barbere deres skæg.

Burston har valgt “Jøder for Jesus”, som sit foretrukne hadeobjekt. Faktisk er det jødiske had til Kristus og til de kristne dybt forankret, men deres had til deres tidligere brødre, som er løbet bort fra banden, er endnu større. Det syd-østlige hjørne af Tempelbjerget viser et grusomt minde om mødet mellem jøder for og imod Jesus. I år 65 efter Kristus, altså cirka 30 år efter opstandelsen, spillede kærligheden til Kristus en stadig større rolle i samfundet, som ellers var præget af had. Den tids burstonner besluttede sig derfor til at tage sig af de jøder, som kunne lide Jesus, på den eneste måde de kendte til. De opfordrede Jacob, Herrens broder (tilsyneladende var han søn af Joseph fra et tidligere ægteskab og var vokset op sammen med Jesus) til at forklare for folket, at Jesus ikke var Messias eller Guds Søn. Jacob accepterede at stå frem for folket. En stor folkemængde samlede sig ved Templets fod, og ventede på den annoncerede offentlige tale, for Jacob var kendt for sin hellige levevis. Hans knæ var som dem på en kamel, fordi han knælede så meget, sagde man om ham. Han fastede og bad hele tiden for Jerusalem og dets uregerlige folk. Jacob var også biskop for kirken i Jerusalem, og han forsøgte at forblive jøde og at være kristen på samme tid. Præsten bad om stilhed, og kaldte på Jacob, for at han skulle tale. Og den gamle hellige biskop kom op og talte: “Jesus er Kristus!”. Den tids burstonner blev meget vrede: disse “jøder for Jesus” er onde, skreg de, og så smed de den gamle mand ud fra Tempelklippen. Men han døde ikke med det samme, så de måtte gå ned for at dræbe ham. Og det var så slutningen på “Jøder for Jesus” i mange hundrede år frem.

Siden da har mange, mange jøder omvendt sig til Kristus, men de har ikke forsøgt at sidde på to stole på en gang. På en måde er jeg enig med Burston: Lad os overlade henvendelsen til jøderne til Kristus-hadere som Burston og Steinsaltz, til krigsforbrydere som Mofaz og Wolfowitz, og tilhængere af folkemordet i Palæstina som Elie Wiesel og Alan Dershowitz og til slyngler som George Soros og Marc Rich. Men lad os også se på det lille jødiske samfund af Neturei Karta, som overholder alle buddene og som støtter Iran og palæstinenserne, for de er de mest retfærdige mennesker i den jødiske Sodom.

Men vi skal også huske, at vi ikke er nødt til at blive i Sodom. Lige så meget som jeg sympatiserer med “jøder for Jesus”, og er klar til at forsvare dem fra burstonnerne, så er jeg uenig med dem, som klynger sig til fortiden. De prøver at hælde ny vin i gamle krukker (Luk. 5:37, Matt. 9:17). Godt at de fandt Jesus, men det er den “jødiske” del af dem, som må fjernes. De minder om det talmudiske vers: “Tovel vesheratz beyado”, de lader sig døbe uden at ville kaste deres reptile hale. Hvis de lever i det Hellige Land, kan de være palæstinensiske (eller israelske) kristne; hvis de lever i USA kan de være amerikanere af en hvilken som helst kristen retning. De er medlemmer af det nye udvalgte folk, den nye israelske kirke, og de har ikke brug for gamle love. Lad dem følge de biskopper og helgener af jødisk oprindelse, som opgav af leve som jøder og som accepterede Kristi krone. Ingen er tvunget til at være jøde, og i takt med at deres forbrydelser i Palæstina bliver stadig værre, er der mange argumenter for at holde op med det.

—————————————————

Oversat af Jakob Munck

19/2-09

Featured Posts
Ryan Rodrick Beiler / Shutterstock.com

Autumn in Palestine

Autumn is beautiful in Palestine: overripe blue-green figs, unpicked pomegranates pecked by birds, heavy grapes turn red. Now is the ...

Read More

Evan El-Amin  /  Shutterstock.com

Les guerres de genre de H. Clinton

Est-ce que les hommes qui votent pour H. Clinton vont finir en enfer ? Je n'en suis pas sûr. Nous savons ...

Read More

A Syrian Breakthrough

The Russians and their Syrian allies have cut the main supply line of the rebels to the north of Aleppo, ...

Read More

If They Are Bombed - They Are Daesh

President Putin is a pirate, no less. In his declaration at the UN, he stole President Bush Jr’s copyrighted 2001 ...

Read More

The Liberation of the Slaves

Donald Trump’s electoral victory unleashed pent-up tectonic energies on the unprecedented scale. The world has been changed, much more than ...

Read More

Leave a Reply

Israel Shamir © 2016 Frontier Theme