Israel Shamir

Ideas that will Derail the descent to Barbarity

Den gode mands forbrydelse – diskussion om Antisemitisme

Under den store kulturrevolution besluttede kineserne dumdristigt at indlede en monumental, natur-omvæltende kampagne. De besluttede at udrydde ALLE fluer i landet. Denne kampagne var vellykket. Efter et stykke tid, kunne de derfor nyde de fredelige sommeraftener uden denne store gene. Ingen brummen, ingen summen, ingen dikkedarer. Livet var skønt uden fluer!

Men snart opdagede de, at store ørne heller ikke længere blev set, og at laksene døde i deres floder. Hele det komplicerede system i den kinesiske natur, begyndte at bryde sammen som et korthus, for det var afhængig af både fluer og ørne. Hver enkelt art er nemlig en kostbar hjørnesten i naturen. Fjern den, og konsekvenserne er uforudsigelige. Det forstod kineserne, og derfor stoppede de jagten på fluerne. Og nu får de så igen laks til aftensmad og kan se på ørnene i himmelen.

Denne historie kommer jeg til at tænke på, når jeg møder alle de gode og progressive mennesker, som bliver konfronteret med etisk tvivlsomme tendenser. Man kan tvivle på det gode i både traditionalismen, nationalismen og naivismen. Men er det klogt at lukke dem ude af diskussionen? Mennesker reagerer ofte negativt på enhver henvisning til David Duke og Roger Garaudy eller Abbe Pierre. Det tror de, at de skal gøre, for ikke at genere jøderne. Men de lige så ekstreme synspunkter hos de jødiske supremacister, ser de ubekymret på bliver spredt via de store medier. Og det er derfor, at diskussionen går rigtig dårligt.

Problemet er ikke alene (ikke engang hovedsagelig) at man reducerer den hellige frihed til at sige sin mening. Det er endnu værre. Joe Public, den stille deltager i diskussionen, er en fornuftig, normal og god mand. Han bryder sig ikke om de ekstreme meninger, men søger mod midten. Det gør vi måske alle rent instinktivt, når vi bliver præsenteret for forskellige meninger. Vi prøver at finde en mellemvej og at undgå yderlighederne.

Det gælder f.eks. når medierne diskuterer om Irak skal bombes med det samme, trues først eller lades i fred. En fornuftig mand, som Joe Public, tager det mellemste standpunkt og stemmer for truslen. Vores mening – “blive ude af Irak og glemme alt om dette land” – bliver glemt, for det er en ekstrem mening, lige som den med at bombe dem. For at vi kan indtage det mellemste standpunkt, er diskussionen nødt til at inkludere synspunkter, som er ekstreme som dem hos Muraviec og Perle, set i relation til deres modsætninger.

Det er meget muligt, at de nævnte udtalelser ville være lige så ubehageligt for os, som de er for de jødiske høge i Pentagon. Som israelsk borger, ville jeg ikke føle mig godt tilpas, hvis jeg hørte en opfordring om at kaste atombomber over Israel eller til at fjerne alle jøder fra positioner med indflydelse i USA. Men disse ubehagelige synspunkter er der brug for, for de giver en nødvendig modvægt mod den aggressive filo-semitisme. Joe Public vil tage det midterste standpunkt, når han skal vælge mellem yderlighederne. Han vil sige: “Nej, vi skal ikke kaste atombomber over Israel! Men måske skal vi lave en handelsboykot og en blokade”. Eller også vil han sige: “Vores sympatiske jødiske borgmester skal blive, hvor han er, men Perle og Wolfowitz må gerne forsvinde.”

En ekstrem position vil normalt tabe. Fjenden ved det og derfor sikrer han tilstedeværelse af sine egne ekstreme stemmer i diskussionen. David Duke er for altid afskåret fra at deltage i denne diskussion, for han var engang KKK leder, men Yossi Halevy, som er ex-medlem af Kahane Banden (som er konsekvent racistisk) skriver for New Republik, og den tortur-glade Dershowitz skriver til New York Times. For at overbevise om, at de ikke er ekstremister, bringer man Nathan Lewin og Amitai Etzioni ind i billedet. Etzioni er professor på George Washington University og en ven af Elie Wiesel, Simon Wiesenthal og Abe Foxman. Lewin er kandidat til at blive føderal dommer. De opfordrer til at man henretter familiemedlemmer til selvmordsbomberne. Efter deres første fremtræden, kommer Dershowitz ind som den moderate og siger: “‘det samme niveau af afskrækkelse kunne opnås ved at jævne de landsbyer som selvmordsbomberne kommer fra, med jorden, efter at have givet deres beboere en chance for at flytte”. Men ekstremisten Lewin sammenligner dette med at bruge “aspirin for at helbrede cancer i hjernen”. David Duke har aldrig foreslået noget, som var tilsvarende bastialsk, men han bliver udelukket fra diskussionen, medens de jødiske ekstremister får lov til at deltage.

Tænk engang over situationen i Israel. Spektret af meninger i dette land strækker sig fra Jihad ekstremister, som ønsker at udvise samtlige jøder til Marzel ekstremister, som ønsker at udvise og dræbe alle vantro. I dette spektrum er min egen holdning den i midten: jeg ønsker ingen udvisninger, ingen drab, men fredeligt liv for alle mennesker. Hvis diskussionen var normal, ville min holdning vinde, og et forenet og frit Palæstina ville blive etableret. Men diskussionen er fordrejet, for – for det første – så er de ekstreme arabiske udtalelser blokeret og høres ikke. Derfor synes de moderate arabere at være “ekstremister” og så bliver de også blokeret. I sidste ende er de blødeste ikke-jøder – Ahmad Tibi og Azmi Bashara – de eneste, som er tilbage, og de bliver til sidst også udelukket fra diskussionen.

Udelukkelsen af den ene ekstrem forårsager af midten flyttes, når der ikke mere er den nævnte ekstrem til at sætte debatten i perspektiv. I stedet for at være i den bløde midte, er tilhængerne af lighed mellem jøder og palæstinensere nu en slags ekstremister. Og som ekstremister er de udelukket fra at deltage i diskussionen. Selvom 30 % af israelerne og palæstinenserne støtter ideen om en stat med lige rettigheder for alle (efter en undersøgelse foretaget af dagbladet Haaretz), bliver deres synspunkter ikke repræsenteret i diskussionen.

På den anden side skriver lederne af jødiske terrororganisationer jævnligt i Haaretz. Haggai Segal, der blev idømt (og senere benådet af præsidenten) for mordet på flere palæstinenserne, er en hyppig skribent i det liberale blad. Men den modsatte opfattelse, nemlig den som man har hos Hamas og Islamisk Jihad, bliver omhyggeligt udelukket, selv fra de palæstinensiske mainstream-medier. Derfor er der stadig ingen som ved, hvor midten ligger. Likuds politikere er ikke ekstremister, for de sørger for at give deres egne ekstremister taleret. Ariel Sharon er ikke en ekstremist, for han agiterer mod sine højreorienterede kritikere, som er Libermann og Landau. Men disse bøller er heller ikke ekstremister, for de har nu lanceret en ny stemme, Baruch Marcel, som er et menneskeædende uhyre fra en af de jødiske bosættelser i Hebron. I sammenligning med Marcel, er Jack the Ripper en venlig person. Og Marcels folk får en medieplatform i det liberale Haaretz; de er en del af diskussionen.

Deres vestlige kolleger, de jødiske chauvinister Conrad Black og Mort Zuckerman, er aktive deltagere i diskussionen i kraft af deres ejerskab af en stor del af medierne, medens deres modsætninger, Horst Mahler og Nick Griffin, er udelukket. Uden disse ekstremister, er de moderate røster indenfor anti-globalisering og anti-zionisme også udelukket, for nu bliver de anset for at være ekstreme. Grundlæggerne af det amerikanske demokrati var parat til at dø for retten til at deres modstandere også måtte udtale sig offentligt, for de vidste, at for at fremme sine ideer, må man sikre sig tilstedeværelsen af nogle endnu mere radikale stemmer i spektrummet.

I en afbalanceret palæstinensiske diskussion, skal derfor også udtalelser fra Hamas og Palæstinensisk Jihad præsenteres. Vi kan ikke meningsfyldt diskutere selvmordsbombere, hvis dem som forsvarer dem ikke har ret til at udtale sig. Alternativet er, at et dynamit-bælte er deres eneste mulighed for at udtrykke deres mening. Og hvad endnu værre er, så ser Edward Said ud til at være ekstremist, så længe man endnu ikke har hørt på disse mennesker.

Tyskland er et klassisk tilfælde på den nævnte “ingen fluer, ingen ørne politik”. Efter sit nederlag i 2. Verdenskrig blev alle udtalelser af nationalistisk art udelukket fra diskussionen. Nu er den tyske ånd knust. Tyskland bruger mange af deres økonomiske midler til at betale zionisterne for oprustningen af den jødiske stat. Og samtidig tager man villigt imod en hvilken som helst person, som hævder at være af jødisk afstamning og som kommer fra det tidligere Sovjetunionen eller fra Ukraine. Og disse forvirrede mennesker får de lokale tyske jødiske ledere får lov til at hjernevaske, så de hader Tyskland. Jeg har mødt disse ulykkelige mennesker, som kom til Tyskland med en meget svag jødisk identitet, hvis denne identitet overhovedet eksisterede. Deres børn bliver sat i særlige jødiske skoler, som beskyttes af sikkerhedsvagter med maskingeværer, betalt af de tyske skatteydere. De lærer, at Israel er deres hjem, medens Tyskland er et sted, som de skal være meget forsigtige med. Det skaber mange psykiske problemer for børnene, som søger solidaritet og identifikation med det land, som de bor i, men som de bliver hjernevasket til at afvise.

Jeg skrev om det nylige besøg af den israelske præsident Katzav til Berlin: “det tyske venstrefløj gjorde ikke sin pligt og demonstrerede imod at Israel skulle udstyres med atombevæbnede ubåde.” Min veninde Ingrid K. skrev fra Berlin:

“Jeg ønskede ikke at stå sammen med nogle få andre midt mellem politi-beskyttede nynazister og de dumme anti-anti-semiter, som altid føler så megen solidaritet med Israel, samtidig med at en tredje og endnu mere ophidset gruppe står et par hundrede meter væk og kræver “våben til Israel”. I Tyskland er venstrefløjen kommet i en stadig mere sørgelig forfatning præget af magtesløshed og desorientering. Dens forvirring resulterer i en voksende gruppe af “venstreorienterede” politiske skribenter (en del af dem forbundet til New Kach!), som kæmper imod den “nye anti-semitisme” i Tyskland. Unge mennesker, som er engageret i anti-racismen og som er imod neo-nazismen, og som bliver hysterisk optaget af at afsløre den skjulte anti-semitisme på venstrefløjen og i deres egen sjæl. (det er lige som om Tyskere stopper med at tænke, når det drejer sig om anti-semitisme).”

Haaretz offentliggjorde et langt interview med en tysk “venstreorienteret journalist, menneskerettighedsaktivist og intellektuel”, Thomas von der Osten-Sacken, som blev kaldt for “en af Tysklands førende autoriteter, når det drejer sig om enneskerettigheder i Irak”. Denne “venstreorienterede” person opfordrer til krig mod Irak og udtrykker sin støtte til den jødiske stat, han er for globalisering, for Amerika og for bankerne, samtidig med at han beskriver sig selv som værende “marxist”. Sådanne tosser er det direkte resultat af en diskussion, hvor de tyske nationalister er udelukket. Hvis disse mennesker havde lov til at ytre sig, ville Hans Publik pludselig befinde sig et sted i midten mellem dem, som kræver udvisning af jødiske indvandrere, og dem som opfordrer til at man giver dem deres nuværende ophøjede status; han ville mene, at de skulle integreres i samfundet og han ville straks få stoppet de jødiske lederes forsøg på at fremmedgøre dem og at skabe en femtekolonne inden for Tysklands grænser, skriver Ingrid K., som slutter sin rapport fra den tyske scene således:

At gå i brechen for palæstinenserne er en slags modighedstest og man risikerer at blive kaldt for antisemit. Trist, men sandt, den lille politiske gruppe, som jeg arbejder med, turde ikke anbringe Michael Neumanns artikel: “Hvad er antisemitisme” (som jeg har oversat til tysk) på vores hjemmeside. Intet mod, men man må alligevel ikke give op.

Ingrid forstår stadig ikke årsagen til tyske ydmyghed. Ellers ville hun kræve ægte ytringsfrihed og fuld deltagelse i diskussionen for de mennesker, som hun hader på den tyske anti-globale højrefløj. Alene tilstedeværelsen af Horst Mahler i en sådan diskussion, ville gøre offentliggørelsen af min ven Michael Neumann’s velgennemtænkte tekst til et ikke-kontroversielt bidrag til debatten.

I Frankrig er Roger Garaudy udelukket og udstødt. Den franske helgenagtige præst Abbé Pierre, som vovede at udtrykke en smule støtte til den gamle ex-kommunist, blev også udelukket. For én ting er sikkert, nemlig at de udtalelser som Geraudy kom med, ikke faldt i alles smag. Men hans udelukkelse fra diskussionen fik mange moderate mennesker, som var venner med palæstinenserne, til at fremstå som ekstremister.

Den udelukkelse af det nationalistiske højre, som skete efter 2. Verdenskrig, havde naturligvis sine årsager. Men det havde kampen mod fluerne i Kina også. Jøderne har altid haft stor indflydelse i Europa, og – efter min mening – ikke altid en gavnlig indflydelse. Før krigen blev deres indflydelse i nogen grad afbalanceret af kirken, af den demokratiske venstrefløj og at det nationalistiske højre. Men “ingen-fluer-politikken” fik den jødiske indflydelse til at stå alene, og den europæiske og nord-amerikanske civilisation begyndte at ryste, som et korthus. Globalisering, neo-liberalisme og forvitringen af den europæiske kultur, er et resultat af den manglende balance.

Kristendommen er et af ofrene for denne ubalance, og det er hjørnestenen i den europæiske kultur. I en nylig fransk film “The Brotherhood of the Wolf” dæmoniserer man den kristne kirke uden omsvøb: et halv menneskeligt monster bærer et kors som blinker, en morderbande er ledet af en præst, dens værelser er fulde af krucifikser og kirkens medlemmer begår en række rituelle mord på uskyldige kvinder og børn med henblik på at bringe Frankrig tilbage til troen.

Forestil dig engang, at man i denne film erstattede præsten med en rabbiner, at monsteret bar en davidsstjerne og at hans tilhængere var en gruppe troende jøder, som begik ritualmord for sjov. En sådan film ville aldrig kunne indspilles i Frankrig efter 1945 (selv om dette lyder meget lig med de hændelser, som beskrives i en bog om ritualmord, publiceret i Syrien for nylig, som blev mødt med internationale protester.). Men den franske filminstruktør Samuel Hadad blev ikke fordømt eller kritiseret for sin film. Det franske publikum er så vant til sådanne angreb på kirken og på kristendommen, at de end ikke lagde mærke til filmens skjulte budskab. Det sank direkte ned i deres underbevidsthed.

Denne film har ikke skræmt franskmændene, som på samme tid kunne se filmen “The Body” lavet af Rudy Cohen. Min læser og ven Francois B. beskriver denne film således:

De israelske soldater er som cowboys, modige og udødelige, og de palæstinensiske terrorister er som indianere, dumme og feje. Filmens præst er katolsk, og står meget højt i det katolske hierarki, sådan cirka nummer to eller tre efter paven, og den meget ærlige, kønne og ikke-religiøse israelske arkæolog, kalder det hellige tæppe fra Torino et “vulgært svindelnummer.”

Denne film har ikke bekymret franskmændene, som allerede er vant til film som “Amen”, der angriber den sene pave Pius XII. Til sidst ser man korset på filmens plakat bliver forvandlet til et svastika.

“En ond ting ikke kan begrunde en anden”‘, siger fornuftige folk som regel. “Jødiske racister er ubehagelige, og anti-kristne film er måske også ubehagelige, men det betyder ikke, vi skal glæde os over anti-jødiske racister og støtte anti-jødiske film. Vi skal tale imod dem alle.”

Problemet er, at gode folk er helt ude af stand til at standse den anti-kristne og pro-jødiske tendens, for det jødiske supremacister kontrollerer i dag størstedelen af verdens medier og rigdom. Tendensen kan derfor ikke stoppes, den kan kun modvirkes. Hvad gode mennesker kan gøre, er at undlade at indtage den modsatte holdning, og det gør de meget effektivt. I mine essays har jeg ofte henvist til den moralske overlegenhed, som man finder i den kristne og muslimske universalisme, når den ses i sammenligning med den jødiske partikularisme. Redaktøren af La Fabrique, den gode jødiske venstreorienterede Eric Hazan, har nægtet at offentliggøre mine essays, for “på trods af deres litterære kvaliteter, indeholder de nogle idéer, som er vanskelige at fremme i Frankrig, nemlig kristendommens moralske overlegenhed”. Jeg er sikker Eric Hazan ikke ville offentliggøre en afhandling om jødedommens overlegenhed, men den ville alligevel blive trykt i millioner af eksemplarer af udgiverne af Goldhagen og Oriana Falacci.

Der eksisterer nok en slags arbejdsdeling: De jødiske supremacister fremmer tanken om jødisk overlegenhed, medens de venstreorienterede forhindrer at nogle kommer frem med det modsatte synspunkt, hvilket de gør ved at fremhæve tanken om universel lighed. Og på denne måde bidrager de gode mennesker lige så meget til diskussionens skævhed, som de dårlige.

Forsøgene på at finde antisemitisme i de fredssøgende skrifter, som lavet af  Palæstinas venner, bliver accepteret fordi der ikke eksisterer reelle eksplicitte fjender af det jødiske paradigme i dets forskellige former, fra Soros til Sharon, fra Judas til Maimonides, fra Freud til Popper, fra Podhoretz til Gusinsky og fra Lubawitscher Rebne til Suzberger. Sådanne mennesker findes, men deres stemmer høres ikke. Vi behøver ikke at elske dem, eller være enige med dem, men vi har brug for dem som aktive deltagere i vores diskussion, ellers vil midten af den Vestlige verden være et sted mellem Peres og Soros.

For så længe Richard Perle sidder i Pentagon, Elie Wiesel har fået sin nobelpris, Mort Zuckerman ejer USA Today, Gusinsky styrer russisk TV, Soros kommanderer over flere milliard-fonde og Dershowitz underviser ved Harvard, så har vi brug for stemmerne fra Duke, Sobran, Raimondo, Buchanan, Mahler, Griffin og andre ikke-borgerlige nationalister. Hvis vi accepterer deres udelukkelse fra debatten, vil kun det jødiske hykleri blive tolereret, medens den antijødiske chauvinisme er væk. Derfor er den midter-position, som Joe Public indtager i dag, “en lille smule af jødiske chauvinisme” eller “zionisme lite”, som min kære ven Bob Green siger det.

Årtusinder inden den Store Kulturrevolution, kendte kineserne hemmeligheden ved at skabe harmoni, nemlig den ikke-manikæiske balance mellem modsatte synspunkter, altså principperne om Ying og Yang. Når de bliver afbalanceret rigtigt, kan jødiske ideer være nyttige: en anti-kristen bevidsthed vil begrænse kirkens overgreb, lige som materialisme og egoisme kan holde menneskers fødder nede på jorden, når deres hoved er for højt oppe i himmelen, feminisme kan modvirke mandschauvinisme og Freuds besættelse af sex kan stå i modsætning til spiritualisternes askese. Når de bliver rigtigt afbalanceret, vil selv zionismen blive reduceret til en sympatisk størrelse, nemlig den jødiske kærlighed til Palæstina. Men for at det skal ske, skal den afbalanceres.

 

—————————————————-

Oversat af Jakob Munck

19/2-09

Featured Posts
Evan El-Amin  /  Shutterstock.com

Les guerres de genre de H. Clinton

Est-ce que les hommes qui votent pour H. Clinton vont finir en enfer ? Je n'en suis pas sûr. Nous savons ...

Read More

Ryan Rodrick Beiler / Shutterstock.com

Autumn in Palestine

Autumn is beautiful in Palestine: overripe blue-green figs, unpicked pomegranates pecked by birds, heavy grapes turn red. Now is the ...

Read More

If They Are Bombed - They Are Daesh

President Putin is a pirate, no less. In his declaration at the UN, he stole President Bush Jr’s copyrighted 2001 ...

Read More

The Liberation of the Slaves

Donald Trump’s electoral victory unleashed pent-up tectonic energies on the unprecedented scale. The world has been changed, much more than ...

Read More

A Syrian Breakthrough

The Russians and their Syrian allies have cut the main supply line of the rebels to the north of Aleppo, ...

Read More

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Israel Shamir © 2016 Frontier Theme