Det Skyldige Lam

The Boston Globe (19. maj, 2005) udgav en kommenterende leder Hvorfor er der manglende respekt for Islam? (Why Islam is disrespected), af Jeff Jacoby. Her er mit svar:

Man kan ikke respektere muslimer, hvis blot det at tilsidesætte Koranen, pisker dem op i raseri, udbryder Jeff Jacoby, og de går rundt og myrder uskyldige mennesker; mens at ”anstændige mennesker”, katolikker, jøder og buddhister tager det med sindsro, hvis ”nogen har trådt deres religiøse følelser over tæerne”.

Hvis det er tilfældet, kan vi stadig respektere den muslimske verden. Vor ligegyldighed overfor helligbrøde og deres bevidsthed om hellige ting ville ganske enkelt antyde, at vor profane civilisation er dømt til udslettelse og på vej til at blive erstattet med den muslimske, fuld af liv og lys.

Men dette er over hovedet ikke tilfældet. Jacoby taler hen i vejret. Hans skriveri fik mig, en israelsk forfatter fra Jaffa, til at tænke på en jødisk vittighed: ”Er det sandt, at Katz vandt en million dollars i lotteriet?” ”Ja, det er rigtigt, men det var poker, ikke et lotteri; ti dollars, ikke en million, og han tabte, vandt ikke.” Hver eneste udtalelse i Jacobys skriveri er forkert, og det er ikke en lille bedrift.

Jacoby bemærker ”omfattende muslimske uroligheder … brutale trusler og nedslagtning af 17 uskyldige mennesker”, og udbryder: ”anstændige mennesker tyer ikke til mord, blot fordi nogen har trådt deres religiøse følelser over tæerne”. Hvor sandt! Men nu er det ikke tilfældet, at muslimske fanatikere har myrdet sytten uskyldige amerikanske embedsmænd. Tværtimod blev fredelige protesterende muslimer dræbt af amerikanske besættelses-styrker og deres hjælpetropper i Afghanistan, Gaza og Andijan. De uskyldige mennesker, der var blevet nedslagtet, var muslimer, mens at de brutale slagtere blev betalt for deres gerning af den amerikanske skatteyder.

Jacoby kommer med et positivt eksempel: ”Jødiske samfund brød [ikke] ud i dødelig vold i år 2000, efter araberne havde nedrevet Josefs Grav, sat ild til helligdommen og myrdet en ung rabbiner, der forsøgte at redde en Tora.” Endnu engang helt forkert. Josefs Grav i Nablus er en gammel muslimsk helligdom; den blev ikke nedrevet, men genopbygget af de muslimske kommunale myndigheder i Nablus; den eneste israeler, der døde i kampene ved helligdommen, var ikke ”en ung rabbiner, der forsøgte at redde en Tora”, men en drusisk lejesoldat. Det jødiske samfund, der ellers er kendt som den jødiske stat Israel, brød så sandelig ud i dødelig vold: israelere dræbte mere end tyve muslimer ved helligdommen og mange hundreder flere andre steder.

Jacoby skriver: ”Det ville være utænkeligt for en mainstream-rabbiner at kræve, at et blasfemisk menneske bliver slået ihjel.” Dette ’utænkelige’ er imidlertid noget, der sker hver eneste dag: mange mainstream-rabbinere udstedte en fatwa, der svarede til en dødsdom for en person, der var involveret i ’helligbrøde’ ved tilbagetrækningen fra Gaza. Dette bekymrer Chefen for vore Sikkerhedsstyrker; han omtalte det på nationalt TV. Jacoby kunne læse om det i vor Haaretz og andetsteds. Kaldet om at ”udrydde muslimer” er også ganske almindeligt forekommende her; denne graffiti på en væg i det israelsk-besatte Hebron vidner om det.

Endvidere får enhver helligbrøde mod jødiske hellige steder – graffiti på væggen til en synagoge eller på gravsteder – hundreder eller tusinder af europæere og amerikanere til at marchere i solidaritet, mens Kofi Annan sammenkalder et særligt møde for FNs Generalforsamling og statsoverhovederne flyver til Jerusalem for at sværge deres fulde støtte til jøderne. Således bliver jødiske religiøse følelser beskyttet ganske godt; oven i købet tillader israelsk lov at kidnappe enhver person til Israel, og retsforfølge ham, hvis han har begået sådan en handling hvor som helst på kloden. Som om dette ikke var nok, så har Frankrig, Tyskland og et par andre stater en særlig lov, der straffer anstød over for jødiske følelser med lange fængselsdomme, og der er et par dusin andre overtrædere, der i skrivende stund sygner hen i europæiske fængsler for denne ugerning.

Muslimske følelser bliver imidlertid ikke beskyttet, hverken af FN eller af national lov, ej heller af masse-demonstrationer af europæere og amerikanere. Jeg tvivler stærkt på, at de amerikanske forhørsledere, der er skyldige i at anstøde muslimer, vil havne i fængsel ved siden af Ernst Zündel, som jøderne tog anstød af. I denne uge tillod den jødiske stat ikke den pensionerede muslimske leder Mahathir Muhammad at bede ved den hellige al-Aqsa moské i det besatte Jerusalem – og dette skamløse brud på frihed for tilbedelse foranledigede ikke FN til et hastemøde. Så meget for muslimske følelser og vore bekymringer derfor!

Grundene, som Jacoby angiver, om ”hvorfor der er manglende respekt for Islam”, falder til jorden som et korthus i virkelighedens friske vindstød. Må jeg vove at komme med en bedre begrundelse?

Islam bliver udsat for manglende respekt – ikke fra vor side, men fra Jacobys og resten af verdens side, fordi den kun har lidt indflydelse; fordi den er fredsommelig, og ikke aggressiv; fordi muslimerne stadig ikke forstår, hvorfor de bliver angrebet i The Globe og tortureret i Guantánamo. Islamiske militante traditioner har ikke rødder i den muslimske verden – disse blev skabt som en papirtiger af CIA for at bekæmper russerne i Afghanistan og Tjetjenien. Pro-amerikanske muslimske aktivister blev overraskede ved at finde sig selv sat op på fingerede anklager som Fjenden, da USA, efter Sovjetunionens kollaps og afslutningen af Den Kolde Krig, udråbte dem som ’hovedtruslen for verdensfreden’. Muslimerne var lige så skyldige som lammet i La Fontaines fabel, skyldig, thi Ulven var sulten. Den amerikanske militærstruktur havde brug for en fjende for at retfærdiggøre deres udgifter; de pro-zionistiske medier havde brug for en fjende for at retfærdiggøre multi-milliard-overførslerne til den jødiske stat; og den islamiske verden blev valgt til rollen som Skurken.

Den var ikke forberedt på denne rolle; rige muslimer investerede i amerikanske obligationer og købte amerikansk isenkram; de forbliver i den amerikanske dollar-zone og bruger deres dividender til at købe vestlige forbrugsgoder. Selv nu, ti år efter starten på Krigen mod Islam, kan de ikke forstå problemet og komme med svar.

De har midlerne, også fuldstændig fredsommelige midler. Muslimerne kan lægge pres på dollaren og de amerikanske sikkerhedsinteresser. De kan opkøbe de amerikanske medier og bytte rollerne om med Jacoby’erne og hans fæller. Men dette sker ikke: muslimerne gør sig ikke gældende i medierne og handler ikke på de finansielle markeder. De er tilsyneladende tilfredse med at sidde i deres stuer, læse i The Boston Globe og gruble over, ”hvorfor er der manglende respekt for Islam?”

Israel Shamir, Jaffa

[Oversat fra engelsk af Mikkel S. Kragh]