Israel Shamir

Ideas that will Derail the descent to Barbarity

Gud og retten til at være anderledes

Retten til at være anderledes forstås ofte som ligegyldighed overfor forskellen. Vor civilisation taler for denne ligegyldighed; under navnet ’politisk korrekthed’ bliver det ophøjet til oplysningens mønstereksempel. Vi skal være ligegyldige, hvad angår race, sex, fysiske evner, og først og fremmest troen. Religionen ansås engang for at være Menneskets allervigtigste træk, men nu er den blevet degraderet til et spørgsmål om personligt valg, på samme plan som valg af slips. Denne forandring skal efter sigende indvarsle tiden for en verden uden krige, thi religion blev anset for en vigtig årsag til konfrontationer. Men vi har stadig krige omkring os, mens at religion er marginaliseret. Anti-religiøse ledere i Anden Verdenskrig dræbte flere mennesker end samtlige religionskrige, lige fra Korstogene og fremefter.

I det Byzantiske Rige blev de store konfrontationer forårsaget af forskellige syn på Treenighedens eller den Guddommelige Energis væsen, som fundet i eksemplet med Sankt Gregorius Palamas. I Vesten forårsagede konfrontationerne mellem hovedkirken og udbryder-bevægelser – albigensere, lutheranere, calvinister – store oprør. Selv om det er beklageligt, at disse diskussioner blev løst ved administrative eller militære indgreb, kan man dog ikke andet end misunde et samfund, der var anså en vej fra mennesket til Gud for så vigtigt.

Religiøs ligegyldighed er en større fjende end kampen om forskelle. Hvis vi kæmper over vore forskelligheder – og sådan en kamp behøver ikke at føre til blodudgydelse – anerkender vi stadig vigtigheden af tro; vi anerkender vort fællesskab som folk under Gud. Når vi antager ligegyldighed, glider vi tilbage til opløsning, til ’hver sig selv nærmest’.

Selv som et krigs-begrænsende redskab slog religiøs ligegyldighed fejl, thi den frembragte renlivede ressource-krige, krige for overherredømme og for handelsprivilegier. Men dens mere slående fallit var dyrkningen af tykhoved materialisme. En jødisk vittighed handler om en mand, der havde mødt konen til et af hans bekendtskaber, han ikke havde set i lang tid. Hvordan har han det, spurgte han, og hun svarede: han er niftar, det er ’hviler i fred’, på høj-hebraisk. Manden ville ikke vise, at han ikke forstod ordet, og svarede muntert igen: ”niftar, shmiftar, hvem bekymrer sig om det? Men han laver penge, gør han ikke?” Det er dette, der sker i vor verden: vi er døde, men laver stadig penge; og nogle mennesker forsøger at overbevise os om, at dette er det eneste, der betyder noget.

Men selv dette er ikke endepunktet for vort fallit. En gudløs verden er en umulighed, lige som et fly uden en pilot, motor eller brændstof. Ved at rykke Gud bort til hjørnet med uvigtige og irrelevante forskelle, har vi sat Mammon, Hans modstander, på tronen. Mammons præster forsøger at overbevise os om, at deres guds styre er gunstigere end Guds, men hver eneste dag er vi vidne til, at dette ikke er tilfældet. Mammon er en del af Kampen for Herredømme, og han er lige så altødelæggende for vor materielle klode, som han har hærget vor åndelige verden.

Dette er grunden til, at jeg ikke er sikker på, at vi bør fremme retten til forskelle, med mindre vi fremmer en fri diskussion om forskellene. Vi må og skal åbne alle tiders debat, hvor forskellen understreges mellem dem, der tror på Gud, og dem, der vælger Mammon.

Her bør vi bemærke vore jødiske brødres særstilling. Som et højt organiseret verdensomspændende religiøst samfund, eller en kirke, har de et meget u-ortodoks standpunkt til Gud og Mammon. Mens de er delte i spørgsmålet om Gud for dem, hvor nogle tror og andre ikke, er begge fraktioner mod Gud for andre. Dem, der ikke tror, deres standpunkt er klart nok. Men de troende, der har det i komplekse teologiske begrundelser, betvivler, eller fornægter ligeud udenforstående tilgængelighed til Gud. ”Men det gør vi også”, vil mange af jer sige. Men for jeres vedkommende kan enhver udenforstående komme inden for, hvis I vil det. Hver gang en muslim i Tusind og Én Nat vinder et argument med en jøde, konverterer han ham til Islam. I Vesten døber Antonio Købmanden fra Venedig, der forsøgte at dræbe ham. Selv i tiderne med en høj grad af religiøs intolerance, var der mange historier om kvinder, der konverterede, enten til Islam eller kristendommen; men i nutidige jødiske historier, vil en retfærdig mand foretrække at dø frem for at være sammen med en udenforstående kvinde.

Deres standpunkt var ikke vigtigt i mange århundreder, men nu, med deres spektakulære opkomst til fremtrædende positioner, giver dette syn en storartet ideologisk støtte til Mammon. Det er derfor, at vi, samtidig med at anerkende den lovlige ret til at være anderledes, bør forøge denne anerkendelse ved at stride ihærdigt for at understrege forskellen, i stedet for at fjerne den eller skjule den.

[Oversat af Mikkel S. Kragh]

Featured Posts

If They Are Bombed - They Are Daesh

President Putin is a pirate, no less. In his declaration at the UN, he stole President Bush Jr’s copyrighted 2001 ...

Read More

Ryan Rodrick Beiler / Shutterstock.com

Autumn in Palestine

Autumn is beautiful in Palestine: overripe blue-green figs, unpicked pomegranates pecked by birds, heavy grapes turn red. Now is the ...

Read More

A Syrian Breakthrough

The Russians and their Syrian allies have cut the main supply line of the rebels to the north of Aleppo, ...

Read More

Evan El-Amin  /  Shutterstock.com

Les guerres de genre de H. Clinton

Est-ce que les hommes qui votent pour H. Clinton vont finir en enfer ? Je n'en suis pas sûr. Nous savons ...

Read More

The Liberation of the Slaves

Donald Trump’s electoral victory unleashed pent-up tectonic energies on the unprecedented scale. The world has been changed, much more than ...

Read More

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Israel Shamir © 2016 Frontier Theme