Israel Shamir

The Fighting Optimist

Hans ny karriere

De frimodige ord, udtalt af den malaysiske premierminister [om at jøderne styrer verden gennem deres stedfortrædere] sendte en chokbølge ud over hele kloden og fik nogle helt uforudsigelige konsekvenser. For det første protesterede den amerikanske kongres over denne uhørte tanke om jødisk magt, og godkendte derfor et multimillion lån til Israel. JINSA afviste Dr. M.’s påstand om at jøderne gik ind for krig, for de krige som jøderne sætter i gang kalder man for “demokratisering”, eller “krigen som skal slutte alle krige.”

Kun den franske præsident Jacques Chirac blev forsinket med sit svar, og befandt sig derfor i skudlinien. Den åh-så-ikke-eksisterende “jødisk indflydelse” kunne forårsage hans politiske afgang, som det skete for Charles de Gaulle efter hans dårligt planlagte våben embargo mod Israel i 1967 (den store general holdt kun i et år). Jacques Chirac tog de første fly til Canossa og sendte et undskyldende brev til den gamle Dr. M. om at han – lige som Henrik IV – foretrak at underkaste sig den magt, som har afløst pavemagten i europæernes og amerikanernes bevidsthed.

Til stadighed blev han angrebet af Maariv, det israelske sensationsblad. Dette blad interesserer sig ikke meget for Malaysia, som ligger langt væk, men det fik tegnet et grotesk fordrejede billede af Jacques Chirac, som blev kaldt “den antisemitiske leder af Frankrig”. Hysteriske sammenligninger af Chirac med Marshal Petain blev foretaget af Amnon Dankner, Maarivs chefredaktør. Hans redaktionelle kommentarer og andre artikler, især af Nahum Barnea (som kaldte Chirac for “kollaboratør”), henvender sig til de franske jøder, og hælder inflammatorisk gift ud i et forsøg på at sætte dem op mod deres ikke-jødiske naboer og imod Frankrig.

Men jøderne i Frankrig (overvejende Sephardi efterkommere af Maghreb indvandrere) burde overveje hvem denne personlighed, Amnon Dankner, chefredaktør Maariv, egentlig var. For et par år siden skrev denne ihærdige forkæmper for den jødiske tro et langt essay kaldet “I’ve Got no Sister” (Ein Li Achot), hvor han beskrev sephardi-jøderne som værende “bavianer” og “barbarer fra periferien af den faldne franske kultur”. Kan du kende dig selv Derrida? Er det et billede af dig, Albert Memmi?

På et tidspunkt, hvor der er spændinger mellem Maghrebis (“arabiske jøder”) i Israel og ashkenazi-eliten, skrev, Dankner: “Der er ingen risiko for en krig (mellem ashkenazim og sephardim), for jeg betragter ikke disse bavianer som mine brødre”. Han udtrykte hermed den almindelige følelse hos ashkenaziernes elite af at mennesker, der nu forsøger at bringe de franske jøder over på deres side: Sephardim’er er i bunden af det israelske samfund, de er næsten ikke repræsenteret på universiteterne og i medierne og deres parti har ingen magt, deres ledere er udstødt og deres kultur ødelagt.

Dankner og Barnea af Maariv vovede at tale om “kollaboratørerne [med nazisterne] i det tidligere Frankrig”. Ja, de må jo vide meget om nazisterne. For et par dage siden var Maariv involveret i en voldsom heksejagt på de jagerpiloter, som nægtede at flyve henrettelsesmissioner over nabolandene, og her bragte han en lang artikel, skrevet af en ukendt patriot, som tilsyneladende fordømte piloterne:

“De, der ønsker at leve, de må kæmpe, og dem, der ikke ønsker at kæmpe i denne verden af evig kamp, fortjener ikke at leve.

       Hvad skal vi kæmpe for er at sikre eksistensen af vores folk, opretholdelse af vores børn og frihed og uafhængighed for vores land, således at vores folk kan opfylde den mission, som Gud har tildelt dem.

       Krigen mod vore fjender kan ikke gennemføres på en venlig måde. Denne kamp er mellem forskellige livsholdninger, og den skal gennemføres med en hidtil uset brutalitet og hårdhed. Det må være klart, at landet aldrig vil blive vundet bare ved at bede til Gud, og heller ikke ved at respektere FN. Kun ved brug af våben.

       Et stort slag skal ødelægge fjenden, uden hensyn til tab. Et gigantisk alt ødelæggende slag. Vores budskab har ikke flere nuancer, det har kun en positiv og en negativ; kærlighed eller had, rigtigt eller forkert, sandhed eller løgn, aldrig halvt det ene og halvt det andet. Herre Gud, lad os aldrig tøve eller være kujoner. Hvis vi er tvunget til at sende blomsten af nationens ungdom ud i krigens helvede uden frygt, så har vi også ret til at udrydde millioner af en anden race, som yngler som skadedyr. For vi kæmper ikke for os selv, men for hele verden.”

Artiklen tiltrak ikke megen opmærksomhed, for den var ikke meget anderledes end resten af det stof, som skrives af Dankner og Barnea. Det tog et par dage, så var der dog en skarpsindig pensionist, som lagde mærke til at artiklen var signeret med A. Schickelgruber, Adolf Hitlers fødenavn, og at hver eneste linje i teksten var hentet fra Hitlers taler og bøger.

Denne nye posthume karriere for den nazistiske leder som zionistisk klummeskribent, var vist det bedst tænkelige bevis for den fremadskridende nazificering af det israelske samfund. Zionismens fortalere bliver altid meget forargede, når deres handlinger bliver sammenlignet med nazisternes, men offentliggørelsen af Hitler-artiklen og den efterfølgende mangel på reaktion fra den israelske offentlighed, var et overbevisende eksperiment: den israelske diskussion svarer fuldt og helt til den nazistiske propaganda. Denne opdagelse skulle man måske tro ville virke som et koldt brusebad til de zionistiske fanatikere, men det skete ikke. I stedet for at rive sig i de skræddersyede skjorter og hælde aske ud over deres hoveder, fyrede Dankner og hans håndlanger Barnea simpelthen den modige journalist (Yehuda Nuriel), som havde lavet den pågældende artikel, som viste israelerne dem selv, som i et spejl.

Men denne gang pressede eliten for hårdt. Sephardi intellektuelle lavede oprør mod deres ashkenazi-zionistiske mentorer og de støttede Nuriel. Kan det være begyndelsen på en sephardi opvågnen? Måske. Fra Haim Baram i Jerusalem og til David Shasha i New York, søger sephardierne for at finde en vej at gå. Lad os håbe, at de kan tjene som en slags ledestjerne for deres brødre i Frankrig, og som en fredens bro mellem Palæstinas samfund.

————————————————————–

Oversat af Jakob Munck

20/2-09

Featured Posts
Evan El-Amin  /  Shutterstock.com

Les guerres de genre de H. Clinton

Est-ce que les hommes qui votent pour H. Clinton vont finir en enfer ? Je n'en suis pas sûr. Nous savons ...

Read More

Ryan Rodrick Beiler / Shutterstock.com

Autumn in Palestine

Autumn is beautiful in Palestine: overripe blue-green figs, unpicked pomegranates pecked by birds, heavy grapes turn red. Now is the ...

Read More

A Syrian Breakthrough

The Russians and their Syrian allies have cut the main supply line of the rebels to the north of Aleppo, ...

Read More

The Liberation of the Slaves

Donald Trump’s electoral victory unleashed pent-up tectonic energies on the unprecedented scale. The world has been changed, much more than ...

Read More

If They Are Bombed - They Are Daesh

President Putin is a pirate, no less. In his declaration at the UN, he stole President Bush Jr’s copyrighted 2001 ...

Read More

Leave a Reply

Israel Shamir © 2016 Frontier Theme