David Irving blev sendt i fængsel for at benægte den jødiske supremacisme. Hans dom betyder at det er slut med den frihed, som startede med stormen på Bastillen.
“Spørger du hvem klokkerne ringer for? De ringer for dig” sagde den engelske poet John Donne. En skamfund dom fra Østrig peger på dårlige tider, ikke kun for David Irving (dømt til 3 års fængsel), men også for vores frihed. Aldrig er vores fornemmelse for retfærdighed blevet udfordret i en sådan grad! Når det til tider skete at dissidenter blev fængslet i Brezhnev’s Rusland eller i Ne Win’s Burma, var der altid højlydte protester. Det eneste reaktion på Irvings dom, var rungende tavshed. Da de sendte uskyldige muslimer til Guantanamos levende helvede, var der måske mange som tænkte: Disse mennesker er fra den tredje verden, så for dem gælder andre regler. Da Batistas politichef i Graham Greenes “Vor mand i Havana” sagde, at nogle mennesker kan tortureres og andre ikke. Da Ernst Zundel blev kidnappet i USA og sendt til retsforfølgelse i Tyskland, tænkte vi måske: Det er et internt tysk problem. Men her var i en eminent skribent, forfatter af vidt udbredte og læste bøger – en anerkendt europæisk figur – kidnappet fra et civiliseret samfund og sendt i fængsel for manglende ærbødighed for jøderne.
Teknisk set blev David Irving dømt for den tanke-forbrydelse det er at “benægte Holocaust”. Men konceptet med det jødiske Holocaust (som er det eneste påtvungne dogme, som opretholdes i det sekulariserede Europa) har meget lidt at gøre med 2. Verdenskrig. Det har udelukkende noget at gøre med jødernes krav på superioritet og eksklusivitet. Der er en jødisk bøn som siger: “Velsign dig, Herre, for at du skabte mig som en jøde, at du skelnede mellem jøder og jordens folk på samme måde som du skelner mellem det hellige og det profane, og for at vores skæbne ikke er som deres.” Konceptet om Holocaust er blot en anden form af denne bøn. De siger, at deres død ikke er som alle andres død. Vi må afvise konceptet om Holocaust uden tvivl og tøven, også selv om samtlige historier om Holocaust skulle vise sig at være sande.” Den tekniske diskussion af hvor mange jøder som døde, og hvordan de døde, er fuldt legitime men også helt overflødig – på samme måde som diskussionen om hvorvidt Johah kunne blive slugt af en hval, er irrelevant for en ateist.
De mennesker som påtvinger os konceptet om Holocaust ønsker, at vi skal bøje os ned for den jødiske overhøjhed, ellers…!! De sætter ikke Deborrah Lipstadt i fængsel for at benægte Holocaustet i Dresden. Gunter Lewy (som skrev en længere tekst med titlen: “Var de amerikanske indianere offer for folkemord?”) er stadig på fri fod, selv efter at han har benægtet folkemordet på indianerne. Jøderne har tilladt disse benægtere at få distribueret deres tekster af den samme årsag som de tillader udgivelsen af de sataniske billeder [muhammed-tegningerne], hvilket skete for at understrege forskellen mellem en “goy” og en jøde. De ønsker, at du skal huske, at du gerne må svine islam og kristendom til, men ikke jødedom. Du kan være ligeglad med lidelserne hos alle andre end netop jøderne.
Sandheden er, at David Irving blev dømt for at anfægte jødernes overhøjhed. Hans dom fjerner resterne af den (meget begrænsede) frihed, som blev skabt med faldet af Bastillen. Europas historie er drejet 360 grader rundt. Europa frigjorde sig fra kirken, tog imod den frie tanke og underkastede sig den nye jødiske verdensomspændende “mind-control”, som kaldes Den Nye Verdensorden. Ikke alene er den vestlige kristenhed død, men dens efterfølger, den sekulariserede europæiske civilisation, er også død, ikke lang tid efter dens sidste stolte manifestation, som skete med de danske vittighedstegninger. Det drejede sig om en kort tidsperiode: Cirka to hundrede år fra begyndelsen til slutningen. Europæerne har måske engang haft en drøm om at de kunne leve uden en fælles ideologi. Nu er drømmen bristet, for nu er det jøderne som bestemmer over europæernes tanker og sjæleliv, og ikke længere det gamle trætte mand i Sankt Peters embede.
I 1962 inviterede Look Magazine grundlæggeren af den jødiske stat David Ben-Gurion til at redegøre for, hvordan verden ville se ud om 25 år. Han forudsagde, at en verdensregering ville være oprettet i 1987 og at dens højesteret vil være placeret i Jerusalem, ved siden af et mindesmærke til ære for jødernes rolle i skabelsen af menneskehedens fællesskab. Han tog kun fejl med få år. Verden er ikke endnu fuldt underkuet, men den kender allerede sin nye Herre.
Det er ikke et spørgsmål om følelser, men om ret. Da europæerne herskede i Kina, var alle klar over, at de var overlegne, hvilket blev demonstreret med de gældende regler. De delte Kinas indbyggere i to kategorier, nemlig de overlegne europæere og de underlegne indfødte. En indfødt, som truede en europæer, blev dømt af en europæisk domstol efter europæisk kolonial ret. En europæer, som gjorde noget ondt mod en indfødt, var derimod immun overfor retsforfølgelse. Dette retssystem blev nedlagt af Formand Mao efter kommunisternes sejr i 1949, og i takt med at de andre koloniale besiddelser faldt bort, blev betydningen af dette todelte retssystem reduceret, uden dog helt at forsvinde. I Israel bliver palæstinensere, som har forulempet jøderne, dømt af jøder, og en jøde, som forulemper en palæstinenser, bliver også dømt af jøder. Nå, men det var vel bare, hvad man kunne forvente!
Men nu, for kort tid siden, har Knesset i den jødiske stat besluttet at udvide det koloniale system af todelte love til også at omfatte resten af verden. Enhver forulempelse af en jøde – uanset hvilket statsborgerskab han har, uanset hvor det er foregået – kan behandles af den jødiske ret. Måske har den forulempede jøde ingen forbindelse overhovedet til den jødiske stat, måske skete der slet ingen overtræde af nogen lokal lov, men den som har begået den omtalte handling, kan alligevel retsforfølges efter jødisk lov i Jerusalem. Denne lov kræver, at jøderne har kontrol med resten af menneskeheden. Denne lov nægter alle andre stater end den jødiske, retten til suverænitet. Et sådan himmelråbende krav om overhøjhed, skulle man tro ville blive opfattet af andre lande, som en overtrædelse af deres suverænitet – og dermed som en provokation. Som en krigshandling. Men det skete ikke. Loven blev vedtaget uden at det vakte særlig opmærksomhed, fordi det skete i små bidder.
Metoden blev forklaret af Amira Hass, Haaretz’s korrespondent i det kolonialiserede Palæstina. Hun skrev: “Hvis du smider en frø ned i kogende vand, hopper den op igen og redder livet. Men hvis frøen svømmer i vand med almindelig temperatur og det så gradvis varmes op, vil den langsomt blive vant til varmen; Når vandet så koger, er det for sent for frøen, og den vil dø”. I udviklingen af det israelske system med kontrol over det palæstinensiske folk og deres land, har den israelske besættelse på genial vis udnyttet det, at mennesker gradvis vænner sig til alting. Og metoden med de gradvise ændringer har jøderne ikke kun brugt mod palæstinenserne.
Det nye globale “bosættersystem” med de jødiske herskere, startede i det små. Jødernes lange arm nåede Adolf Eichmann i Argentina og den bragte ham til Jerusalem, hvor han blev stillet for retten. Adolf Eichmann var nazist, en dårlig mand som lavede en masse dårligt mod jøderne, og ingen ville naturligvis forsvare en nazist, så de fleste lande valgte af ignorere denne grove overtrædelse af Argentinas suverænitet. Nogle lande håbede at Israel i fremtiden ville samarbejde med andre lande om at bringe flygtende kriminelle for en domstol, men de tog fejl.
En polsk jøde Solomon Morel havde tortureret og dræbt flere hundrede etniske tyskere i en koncentrationslejr i efterkrigstidens Polen. Hans forbrydelser blev dokumenteret af den amerikanske journalist John Sack. Morel flygtede til Tel Aviv og den polske domstol krævede, at denne jødiske massemorder blev udleveret. Men den jødiske stat ignorerede polakkernes krav med en hovmodig kommentar: “Disse indfødte kender ikke deres plads!” Sandsynligvis ville dronning Victoria svare på samme måde, hvis en indfødt afrikansk høvding ville kræve, at hun skulle udlevere en af sine underordnede til retsforfølgelse i hans land.
Siden den gang har alle lande gradvist accepteret, at jøderne er hævet over loven.
Den velhavende russisk-jødiske særling Nevzlin flygtede fra Rusland og lever nu fredeligt i Tel Aviv, ved siden af Flatto-Sharon (en fransk-jødisk særlig), som lever i nærheden af en jødisk morder (som har slået et canadisk barn ihjel) og en jødisk pædofil ved navn Mondrowitz. De lever alle fredeligt sammen med mange andre jøder, som ville blive retsforfulgt eller udleveret fra ethvert andet land end netop Israel. En magtfuld jødisk organisation, kaldet Khabad, skrev i sit program: Der må ikke være jøder, som lider i de vantros fængsler. Ved hjælp af bestikkelse og politisk bagvaskelse, får de jødiske kriminelle fra hele verden fri, og sender dem til den jødiske stat. Grundlæggeren af Khabad hdder Lubawitsch Rebbe, og hans fødselsdag bliver fejret som en fridag, kaldet “Education Day” i USA.
I spørgsmål om ejendomsret er jøderne også over loven. Jødisk ejendom er hellig. De har fået al ejendom, som de engang ejede i Tyskland, Østrig, Frankrig og de baltiske stater retur. De har tilmed fået erstatning for det tab, som kom, fordi de solgte til mindre end markedsprisen. Hvis ikke jøderne havde nogle efterkommere, gik ejendommen til verdensjødedommen. Men 90 % af den ikke-jødiske ejendom, som blev konfiskeret af den jødiske stat i 1948, er aldrig blevet returneret til sine ejere. 50 % af det land, som blev erobret i 1967 er også blevet overtaget. Og hvert år bliver mere land inddraget i Jerusalem. I Palæstina havde hver kvadratkilometer af jorden sine egne ejere, og sådan havde det været siden det ottomanske imperiums tid. Men en vantro kan ikke have adgang til at eje noget, i henhold til jødisk lov.
En forsmag på hvad Ben-Gurions Højesteret for menneskene i Jerusalem vil føre til, kan ses i tilfældet med den israelske kaptajn R., som myrdede en 13 år gammel skolepige, medens hans mænd så på. Han tømte sin pistol ind i hendes lille krop medens hun lå såret på jorden – alligevel blev han fundet ikke-skyldig af den jødiske domstol. To hundrede ikke-jødiske børn, er blevet dræbt af jøder i de sidste tre år, og ikke en eneste af disse mordere er blevet dømt af en jødisk domstol. De få sager, som kommer for retten, fører til en tvivlsom dom og en meget mild straf. Bosætteren Nachum Korman myrdede en 10-årig dreng, Hilmi Shuisha, i byen Hussan, medens mange vidner så på. Han blev pågrebet og ført til retten, og klare tekniske beviser blev fremlagt af den højeste videnskabelige ekspertise. Men dommeren forkastede beviserne og dømte morderen til seks måneders samfundstjeneste. Hvis en sådan forbrydelse var begået af en goy (vantro) imod et jødisk barn, kunne forbryderen være sikker på at få livstid, hvis han overhovedet ville overleve tiden i arresten.
Jødisk ret minder os om inkvisitionen. Da Galileo trak sine synspunkter tilbage, fik han lov til at fortsætte sine studier uhindret. Irving’s pinlige tilbagekaldelse af sine synspunkter, hjalp ham imidlertid ikke. Dommeren sagde: “Den anger han viste blev taget for at være uoprigtig og opfundet til lejligheden.” En “uafhængig ekspert” Dina Porat, leder af Tel Aviv’s Universitets “Institut for studiet af moderne antisemitisme og racisme”, sagde at “Irvings påtagede anger er begrundet i hans angst for en dom, som kan gå op til 10 års fængsel.”
Nu bliver retten styrket på globalt plan. Den Europæiske Jødiske Kongres har forelagt en sag mod den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad for “opfordring til folkemord”. (han har udtrykt håb om at apartheidregimet i Palæstina forsvinder), men alle forsøg på at bringe Ariel Sharon for retten, er mislykkedes – indtil han bukkede under for den højere retfærdighed, som forvandlede ham til en grøntsag, som stadig kunne mærke smerte.
Den store jødiske stat, USA, har overtaget dens lillesøsters ide om ubegrænset juridisk suverænitet. En krænkelse af en amerikansk statsborger (eller mod et amerikansk firmas ejendom), kan blive bragt for en amerikansk domstol, uanset hvor det er sket. Overraskende nok er dette krav om global magt noget, som har sine rødder tilbage til det gamle bosættersystem, og det har naturligvis været brugt til at fremme jødiske interesser. Når jødiske besættere – de mest rabiate er altid amerikanske statsborgere – blev dræbt i den mellemøstlige konflikt, blev det amerikanske retssystem brugt til at straffe det palæstinensiske selvstyre, Iran, Hamas – alle som tilfældigvis stod på den nyeste liste over mistænkte – hvilket førte til at økonomiske midler blev frosset inde og skader blev påført disse institutioner for mange millioner af dollars. Men ingen kan retsforfølge en jøde – uanset hvem han slår ihjel, og uanset hvor meget man kender morderen. De dræbte den amerikanske fredsaktivist Rachel Corrie med en bulldozer i Gaza, og det blev der ikke gjort noget ved. De dræbte de amerikanske sømænd om bord på USS Liberty og flåden forsøgte at dække over det. Amerikanske palæstinensere bliver dræbt og lemlæstet i Palæstina, men deres amerikanske pas bliver ikke anerkendt som gyldige af jøderne.
Med dommen i Østrig, har jødisk supremacisme vist sig at føre til et paranoidt mareridt, som minder om tiden, hvor vikingerne dominerede i det østlige England, dog med den ene forskel, at den jødiske magt har religiøse overtoner, medens vikingerne udelukkende støttede sig på deres sværd og deres hunde. Dette bliver åbent diskuteret i den jødiske verden. “Vi lever i en messiansk tid, hvor vi er fri for vores politiske modstandere, og snart vil være fri for den satanistiske goy”, som Uriel Tal skrev. Medens de kristne tror på, at Jesus kommer igen og at det vil vise sig som i form af et mirakel, der skaber en ny verden, så siger den jødiske lære, som blev formuleret af Maimonides, at den messianske verden ikke vil adskille sig væsentligt fra den vi nu kender, bortset fra at den jødiske supremacisme har sejret, hvilket man kalder for “Gedulath Israel”. På denne baggrund blev Sanhedrin – den jødiske øverste religiøse ret – skabt for at dømme verden. Den bliver ledet af Rabbi Adin Steinzaltz, og de vantro, som skal lære loven at kende, skal stå til regnskab hos ham.
For nogle måneder siden blev jeg hentet ind på politistationen i min hjemby Jaffa og bedt om at besvare en klage fra den franske jødiske organisation LICRA.
“Har du skrevet om jødisk overherredømme og verdensherredømme?” spurgte en politimand.
“Og hvad hvis jeg har gjort det,” svarede jeg. “Hver anden rabbiner har givet udtryk for det samme.”
“Ja, men de ser det i et positivt lys!” sagde politimanden.
Som du kan høre er der ingen tvivl om den kendsgerning, at jøderne har globalt overherredømme, kun om hvordan dette herredømme skal vurderes. Hvis du synes, det er godt, du kan blive en amerikansk præsident – hvis du synes, det er dårligt, så er du antisemit og din plads er i et fængsel! Blot det at nævne det jødiske overherredømme, kan bringe dig i alvorlige vanskeligheder, som Irving fandt ud af. For resten af os stiger temperaturen langsomt, netop så langsomt, at vi ikke bliver bange.
I sidste ende kan det kun blive ubehageligt: jødisk retfærdighed kan let konkurrere i brutalitet med sin nærmeste konkurrent, som er Genghis Khan. Efter jødisk lov har en jøde altid ret i en sag mod en goy, selv hvis han har uret. Europæerne vil snart føle jødernes kærlige behandling, som – indtil nu – har været forbeholdt for palæstinenserne, og den jødiske retfærdighed vil blive ført ud i livet.
Ordinære jøder bryder sig ikke om denne Nye-Gamle-Orden. Men hvis der er noget den jødisk retfærdighed kan lide endnu mindre end en goy, så er det en frafalden jøde. Apostater, altså jøder som har bekendt sig til Kristus, skal dræbes, har Maimonides bestemt. Rabbi Asher mener, at man skal skære næsen af jødiske kvinder, som har seksuelt samkvem med goy’er medens jødiske mænd normalt vil blive pryglet for denne overtrædelse. Sådan er de forpligtelser, som kommer af at man har en superiør status.
Ægte gudsfrygtige jøder kan ikke lide dette: den nye orden er helt bestemt gudløs. Israel er i sig selv suprem, og der er ingen Gud i himmelen. Medens det er forbudt at benægte Holocaust, må man gerne benægte Gud. Lederen af holocaust-kulten, Dr. Jodah Bauer ved Yad va-Shem i Jerusalem, benægter åbent at Gud eksisterer og lægger ikke skjul på det. Den største mentor i den amerikanske afdeling, den sene Leo Strauss, var en sådan gudsfornægter, at han chokerede selv de ikke-troende zionister, da han i 1930 besøgte Jerusalem.
Kristendommen vil formentlig forsvinde; kun de jøde-tilbedende sekter, som ligner den amerikanske kristne zionister, vil overleve. Andre vil blive retsforfulgt for deres antisemitisme og de vil blive tvunget til at fornægte Det Ny Testamente, og siden vil deres kirker blive opløst. De vil blive destrueret i overensstemmelse med jødisk lov. De må ikke få lov til at konkurrere med templet i Jerusalem, som vil blive genopbygget på ruinerne af Al Aqsa moskéen. Og genopbygningen vil være helt smertefri: efter det forestående angreb på Iran, vil muslimer vil have andre ting at bekymre sig om – for eksempel deres fysiske overlevelse! Og denne kan ikke garanteres, da det er blevet proklameret i “Amalek”, at de alle skal udslettes, og at det er en religiøs pligt for jøderne at udføre denne profeti. Vejen til denne fremtid er åbnet op af den skæbnesvangre dom, som er afsagt i Østrig.
Men lad os se på de lyse sider. Endelig kan europæerne holde op med at forfølge de tossede mennesker, som tror på Zions Vises Protokoller. Nu da profetien er gået i opfyldelse, kan vi alle se, at det ikke er nær så slemt, som de hævdede, at det ville blive. I hvert fald ikke endnu.
Er det ved at blive varmt her inde?
——————————————————-
Oversat af Jakob Munck
19/2-09