Israel Shamir

The Fighting Optimist

Nigel Perry

——————————————————————————————————-

Nigel Perry er en af de professionelle venner af Palæstina, og han gjorde meget ud af at få mig til at tie stille og at holde debatten om Palæstina helt fri for referencer til “jøder”, som om det var en konflikt mellem hidtil ukendte folkefærd.

——————————————————————————————————-

Perry har mange ting at bekymre sig om. Han er ikke bekymret for de palæstinensiske flygtninge eller over at floderne i Palæstina tørrer ud. Han er bekymret over, at en avis, som jeg citerede fra, havde et link til nogle holocaust-benægtere. “Vi er kun et klik væk fra holocaustbenægtelse”. Tja, det er hans bekymring. Jeg er ikke bekymret på “benægterne” eller “revisionisterne”. Min mening om dette emne blev udtrykt i min artikel “Vampire Killers”. Men for Perry, som for alle andre som er del af den jødiske lobby, er holocaust-kulten indbegrebet af hellighed. Du kan benægte Deir Yassin eller den ubesmittede undfangelse, og det vil ikke få nogen til at blinke med øjnene. Kun Holocaust er af interesse for dem.

 

Perry går endnu videre, “Shamir forsøger at sælge tilsyneladende stjålne nazi-klenodier til David Irving, som er den mest kendte holocaustbenægter i vor tid”. I denne sætning er det kun navnene, som er korrekte, alt andet er løgn, men lad os for debattens skyld se bort fra det. Når alt kommer til alt, siger en løgn taler mere om dens ophavsmand end om hvad der er sandt.

 

Hvad er der galt i Perrys øjne med David Irving? For mig er en massemorder en massemorder, uanset om det sker i Dresden eller Hiroshima. Begge dele er irrelevante for den palæstinensiske konflikt. Og når det gælder benægtelse, så har Simon Peres jo nægtet at anerkende massemordet på armenierne, og af en eller anden årsag er der ingen, som er forargede. En ledende person fra “Not-in-my-name”, en jødisk og pro-palæstinensisk organisation, benægtede ikke massemordet på de palæstinensiske kristne i år 614, men retfærdiggjorde det (de var til skade for jøderne og fortjente derfor at dø, skrev han), og han forblev de bedste venner med Abu Nimah og Perry. Irving har sine egne ideer om omfanget af massemordet på jøderne i WWII. Disse ideer blev for nylig også udtrykt af den velkendte columnist Christopher Hitchens, og han blev derfor også angrebet for “holocaust-benægtelse” af den, som er skyld i massemordet på Cambodias befolkning, nemlig Henry Kissinger.

 

Norman Finkelstein har kritiseret idéen om at det jødiske holocaust ikke har nogle fortilfælde, og gjort opmærksom på, at det som forstås som unikke karakteristika, ikke er andet end særlige egenskaber. Hvert eneste holocaust er unikt på sin egen måde, lige som de ulykkelige familier i starten af Tolstoys Anna Karina. Jeg kunne måske tilføje, at hele forestillingen om det særlige ved det jødiske holocaust baserer sig på den præmis, at jøder er noget særligt. “Benægtelse” eller “holocaust” var slet ikke noget man snakkede om efter WWII. Det drejer sig om magt, om den nuværende særdeles magtfulde rolle, som det amerikansk-jødiske samfund og dets israelske aflægger, har opnået. Og sandheden er desværre, at hvad du end siger, må du ikke diskutere eller nævne spørgsmålet om jødernes magt i USA.

 

Maxim Rodinson, en kendt fransk marxist og forfatter til en biografi om Profeten, definerede Israel som “en bosætter stat”‘, en koloni. Men enhver koloni har sit modersamfund, som er kilden til dens magt. Det franske Algeriet var befolket med franskmænd og det var støttet af Frankrig. Men hvad er det for en ekstern magt, som støtter Israel? Hvad er dets moder-land? Det er ikke USA, det er netværket af jødiske samfund, verdens-jødedommen. USA var engang en nybyggerstat, som var udgået fra England. Senere vendte magtforholdet, og USA blev mere vigtig. Det samme skete for Brasilien, som blev mere vigtig end Portugal. Måske vil Israel blive mere vigtig end dets “moderland”, de oversøiske jødiske samfund, men det er ikke sket endnu.

 

Sammenligningen med Algeriet hjælper til at forstå tingene. Forestil dig at du var en mand fra Algeriet, som besøgte Frankrig dengang den franske hær dræbte og torturerede tusinder af mennesker i Algeriet. I Frankrig var der mange mennesker, som støttede araberne i Algeriet, så sandsynligvis ville du komme til den konklusion, at det ikke var Frankrig, som bekæmpede Algeriet, men de franske kolonialister. Men det ville være en forkert konklusion, for krigen blev udkæmpet med Frankrigs militære magt. Frankrig – ikke de franske kolonialister i Algeriet – blev kritiseret af FN, som krævede, at man sluttede krigen. De franskmænd, som støttede araberne i Algeriet, vidste, at de kæmpede imod Frankrig. De mente, at der er ting, som er mere vigtige end biologisk fællesskab.

 

Amerikanske jøder, som støtter den palæstinensiske sag, gør klogt i at overveje situationen. Krigen i Palæstina bliver ført af amerikanske jøder, og den vil blive vundet eller tabt i USA. Jødernes virkelig magt ligger ikke i pengene, men i vores stærke indflydelse på den historiske fortælling, som kommer af de vigtige positioner, som vi har på akademierne, i medierne og i studiecentrene. Det er et delikat emne, og en amerikansk jødisk tænker Isaac Asimov er gået over til science fiction for at udtrykke sine følelser. I hans Foundation [på dansk: “Stiftelsen”] taler han om den historisk narrative fortælling. Og dette emne trænger til at blive diskuteret, ikke kun på de palæstinensiske postlister, men også her.

 

Den tilladte diskussion om Palæstina er en mainstream jødisk debat mellem de hårde jøder af Kahane-typen og de bløde fra Fred Nu. Man tager det altid for givet, at det drejer sig om at bevare det jødiske Israel. Og denne forudsætning udelukker reelt en løsning på vores problemer.

 

Nigel Perry er bare en af de mange, som håndhæver den politiske korrekthed. Han nævner stolt, at han i mange år har været involveret i den palæstinensiske sag. Tja, desværre er det personer som ham, som er årsagen til at den palæstinensiske sag går så dårligt. Han skriver:

 

“Shamir mener, at det eneste, som vil hjælpe den palæstinensiske befrielsen er kompromitteringen og marginaliseringen af det amerikanske jødiske samfund. Det siger sig selv, at denne analyse og den påståede løsning er intellektuelt og moralsk ubrugelig”.

 

Perry overdriver, lige som Dershowitz. At påpege at en gruppe har en alt for stor indflydelse, er ikke det samme som at kompromittere den. At overlade diskussionen til almindelige mennesker, er ikke det samme som at “marginalisere” andre. Jo, diskussionen bør ændres og dens basis bør demokratiseres, både Amerika, Europa og andre steder. Det var den store ide, som Edward Said udtrykte i sin bog om “Orientalismen”.

 

Den nuværende position hos de amerikansk-jødiske “vogtere af den historisk fortælling” er uholdbar, og den er også skadelige. Demokrati i Palæstina, har for mig altid været et symbol på demokrati for alle. Det at fjerne de særlige jødiske rettigheder i Palæstina er forbundet med fjernelsen af jødernes særlige rettigheder i Amerika. Folk skal være lige og have samme adgang til at deltage i diskussionen, efter min mening.

 

Måske jeg tager fejl. Men Perrys argument viser, hvilke interesser han varetaget. Han tager sig af sine jødisk-amerikanske arbejdsgivere og håndhæver deres linje i forhold til de palæstinensiske kredse. Jeg er bekymret for jer, alle jer som er udstødte, jeg skriver til jer for at hjælpe jer i denne debat.

Perry skrev:

“Det er værd at bemærke, at Shamir’s svar på Abunimah / Ibish brevet, ikke indeholder nogen afvisning af antisemitismen. ‘Enhver irrationel fjendtlighed over for jøder bør afgjort udryddes og fordømmes,’ er det tætteste han kommer. Ikke ‘Jeg er ikke anti-semitisk’ eller nogen anden formulering så simpel som denne.”

De politisk korrekte pc-krigere bruger altid denne formel som en frelsende litani. Det svarer til dem, som engang sagde: “jeg er ikke og har aldrig været medlem af det kommunistiske parti” for at slippe ud af det antikommunistiske hysteri, og det giver stadig ikke megen mening. Hvis anti-semitisme er en slags biologisk aversion mod mennesker af jødisk afstamning, så er anti-semitismen vanvittig. Hvis det betyder modvilje mod den disproportionale magt, som jøderne har i samfundet, så er det rimeligt.

For mig har A-ordet ingen rigtig betydning. Hvis det betyder biologiske aversion mod efterkommere af jøder, mener jeg det er dårligt, men hvis det betyder utilfredshed med at jøderne har så mange magtpositioner, så er det fornuftigt. Disse holdninger duer alligevel ikke. Etniske og religiøse minoriteter kan dominere den globale debat, lige som grækerne gjorde i det osmanniske rige, men kun så lang tid at de identificerede sig med imperiets interesser. Ellers sker der en pinefuld adskillelse.

Holocaust diskussion forekommer mig at være en krypto-religiøs diskussion, som ligner den der udspandt sig mellem den ortodokse og den katolske kirke omkring ordet “‘filioque”, eller diskussionen om kaliffernes succession, som udspandt sig mellem sunni og shia-islam. Begge sider siger noget, og mener noget andet. Det er en krypto-diskussion om jødisk magt, lige som den islamiske diskussion handlede om hvilke grupper, som skulle have magten. Derfor siger jeg: drop den tomme snak, lad Auschwitz hvile i fred, og snak om de virkelige problemer.

Det har intet med “skyld” at gøre. Franskmændene føler ingen skyld over den million dræbte i Algeriet, og amerikanerne føler ingen skyld over de myrdede vietnamesere. “Skyldfølelsen over det jødiske holocaust” er intet andet end en underkastelse under den jødiske magt. På samme måde som det at skrifte sine synder i den katolske kirke, er en måde at underordne sig dennes magt.

Så længe deltagerne i denne diskussion accepterer at blive vejledt af Nigel Perry og andre krypto-tilhængere af den jødiske eksklusivitet, er de sikre på at tabe. Den vestlige verden mangler stadig at få den virkelige debat om den jødiske magt, uden at deltagerne behøver at frygte at blive stemplet som værende anti-semitter. Vi er jo i stand til at diskutere aristokratiets magt, også selv om dette aristokrati måtte lide meget under terroren i 1793. Ville de såkaldte “hate-laws” mon også kunne anvendes til at forhindre en diskussion om resterne af den aristokratiske indflydelse?

————————————————————————-

Oversat af Jakob Munck

20/2-09

Featured Posts
Ryan Rodrick Beiler / Shutterstock.com

Autumn in Palestine

Autumn is beautiful in Palestine: overripe blue-green figs, unpicked pomegranates pecked by birds, heavy grapes turn red. Now is the ...

Read More

Evan El-Amin  /  Shutterstock.com

Les guerres de genre de H. Clinton

Est-ce que les hommes qui votent pour H. Clinton vont finir en enfer ? Je n'en suis pas sûr. Nous savons ...

Read More

If They Are Bombed - They Are Daesh

President Putin is a pirate, no less. In his declaration at the UN, he stole President Bush Jr’s copyrighted 2001 ...

Read More

A Syrian Breakthrough

The Russians and their Syrian allies have cut the main supply line of the rebels to the north of Aleppo, ...

Read More

The Liberation of the Slaves

Donald Trump’s electoral victory unleashed pent-up tectonic energies on the unprecedented scale. The world has been changed, much more than ...

Read More

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Israel Shamir © 2016 Frontier Theme