Det virkelige mål for den britisk-amerikanske offensiv er Europa, for velhavende og egalitært for Grådighedens Imperium. Bølgen af flygtninge er allerede
Denne mosaik minder mig om vor smukke verden, denne fornøjelige mosaik med små landsbyer, grønne græsmarker, civiliserede megapoliser’er, borge og små landhuse, floder og bække, kirker og moskéer, hver enkelt del af mosaikken er fin, værdifuld og fuldendt. Jeg så mange af dem, og jeg elsker dem alle. De stenrige lavt beliggende øer i den klare og åbne Østersø, hvor børn med gult hår bølger til skibene fra kajen. La France Profonde i Conque, en lillebitte landsby i Massif Central på den gamle pilgrimsvej til St. Jacques, hvor en smal, snakkesalig flod afgrænser bakken, skifertag, gader belagt for årtusinder siden. Kuplerne fra russiske kirker i det høje græs ved Oka-floden, hvor piger i blomstrede sjaler lytter til en harmoni. Indtagende stemmer fra piger i Suzhou giver genlyd i tempel-forgården blandt kanalerne, der gennemskærer det sydlige Kina. Barokke huse med Trinidads tobaksmanufakturer og de stolte staturer af cubanere, der danser på gaderne. De overlegne legemer af tatoverede masai’er omkring lejrbålet på Serengeti-savannen. Verden er dejlig og dens mennesker er meget gode.
Denne smukke og kringlede sammensætning trues af de kommende fjendtligheder, eftersom denne Tredje Verdenskrig ikke blot er mod den Tredje Verden. Denne krig begyndte endog før den første bombe faldt over Afghanistans stenede jord. En million nye flygtninge er på vej, og skaber derved opstandelse og gør Asien usikker. Der er ingen tvivl om det, før eller senere vil flygtninge-bølgen ramme Europa. Hundreder af tusinder af flygtninge er allerede på vej mod Europa, Rusland, og relativt stabile lande står på randen. Man kan forstå dem: eftersom U.S.A. lovede at anvende atom-våben mod deres hjem, har den forsvarsløse befolkning intet andet valg end at flygte fra de ramte områder. Ingen grænsekontrol ville være i stand til at modstå deres hektiske skub. Pakistan vil være den første, men ikke den sidste. Som U.S.A. og Storbritannien planlægger at vende deres Korstog til en lang krig ’mod terror’, vil der komme flere og flere flygtninge, indtil Europas skrøbelige sociale sammensætning til sidst vil falde sammen og kollapse. Europa vil være løbet over ende, lige som Romerriget blev det i sin tid, og det vil stå overfor et hårdt valg: at grundlægge et system med apartheid og diskrimination, eller miste sin identitet.
Ville Europa blive et tilfældigt offer for amerikansk vildskab, som en uskyldig forbipasserende i en ildkamp fra en western? Det forekommer mig, at Europa nærmere er et af de virkelige mål i den kommende offensiv. Det er ikke det, som almindelige mennesker i U.S.A. ønsker, men de bliver heller ikke spurgt. De nye herskende eliter i U.S.A. og deres partnere og agenter verden over har sat ødelæggelsen af det uafhængige og sammenhængende Europa på deres liste. Dette ønske har en praktisk kortsigtet årsag: Europa er en konkurrent til Amerika, og det er for uafhængigt, det startede sin egen monetære enhed, der kan forrykke dollaren. Europa støtter en mere afbalanceret politik i Palæstina. Europa er for egalitært: I New York så jeg en elevatordreng, en indvandrer fra det hærgede Panama, der faktisk bor i elevatoren. Sådan noget vil du ikke finde i Europa, da Europa ikke er blevet Mammoniseret.
I
De nye herskende eliter bekymrer sig ikke stort for Kristus eller Muhammed, det er sandt, men de har stærke religiøse følelser til en anden gammel guddom, Mammon. Denne oldtidens grådighedens gud var højt elsket af farisæerne for to årtusinder siden, som vi lærer i evangeliet. Jesus fortalte dem: I kan ikke tjene både Gud og Mammon. Men farisæerne snerrede af Ham, fordi de elskede penge. Denne tro blev forstødt af de kommende udviklinger. Kærligheden til Mammon blev kendt som Frådseri, en af Dødssynderne, og den blev fordømt af både kristne og muslimske samfund.
Men den forsvandt ikke helt. To tusinde år senere kom barnebarnet af en Trier-rabbiner, Karl Marx, til en revolutionær konklusion: Mammon-troen, denne ’jødernes hverdags-religion’, som han kaldte den, blev den faktiske religion for de amerikanske eliter. Marx citerede meget passende en oberst Hamilton, ’Mammon er yankee’ernes afgud, de tilbeder den ikke blot med deres læber, men med hele deres krop og sjæls styrke. I deres øjne er kloden blot en børs, og de er overbeviste om, at de intet andet formål på jorden, ud over at blive rigere end deres naboer.’ Marx konkluderede, ’Den jødiske ånds praktiske herredømme over den kristne verden har i Nordamerika opnået sit utvetydige og fuldendte udtryk.’
Den sejrende jødiske ånd var, for Marx, baseret på ’grådighed og egoisme, dens bekendelse var forretning, dens gud – Penge’. Disse ord var, ligesom andre af Karl Marx’ idéer, velkendte, men deres dybe åndelige betydning blev ikke forstået fuldt ud. Af én god grund: indtil vore dage var de religiøse udtryk af Grådighedens Bekendelse ikke blevet udtrykt, og man kunne passende tænke sig en kapitalist, der alene tænker på sine egne interesser og fremmer det fælles vel, som det blev præsenteret af Adam Smith.
Dette ændrede sig med fremkomsten af ’neo-liberalisme’. Foredrag af Milton Friedman manifesterede ’Mammoniterne ud af skabet’, den nye/gamle tros mestre. De adskiller sig fra almindelige grådige mennesker, idet de ophøjer Grådigheden til planet af en jaloux Gud, der ikke har plads til andre guder. De traditionelt rige mennesker kunne ikke drømme om at ødelægge deres samfund. De bekymrede sig for deres land og samfund. De så en ære i at være den første blandt mænd. De anså stadig sig selv for ’menneskers hyrder’. Det er sandt, hyrder spiser også får, men de kunne ikke finde på at sælge hele bundet til slagteren, bare fordi prisen er god.
Mammoniterne ser sådan en omtanke som et forræderi mod Mammon. Som Robert McChesney skrev i sin Introduktion til Noam Chomskys Profit Over People, ’de kræver en religiøs tro i det ukontrollerede markeds ufejlbarlighed’, med andre ord, en egoismens og grådighedens tro unlimited. De mangler fuldstændig omsorg for de mennesker, de lever iblandt, de anser ikke de lokale mennesker som ’deres egen slags’. Hvis de var i stand til at eliminere lokalbefolkningen og erstatte dem med fattige indvandrere, for at optimere deres profit, ville de gøre det, ligesom deres brødre gjorde i Palæstina.
Mammoniterne bekymrer sig ikke en pind for det amerikanske folk, men anvender dem som deres redskab til at opnå verdensherredømme. Deres ideelle billede af verden er gammeldags, eller futuristisk: de drømmer om en verden med slaver og herrer. For at opnå dette, stræber Mammoniterne efter at ødelægge de sociale og nationale enheders sammenhæng.
Så længe mennesker forbliver i deres land, taler deres eget sprog, lever blandt deres egen slægt og egne venner, drikker vandet fra sine floder, tilbeder i sine kirker og moskeer, kan de ikke trælbindes. Men hvis deres lande bliver oversvømmet af flygtningemasser, vil deres sociale struktur kollapse. De vil miste deres store fordel, samhørighedsfølelsen, følelsen af broderskab, og de vil blive et let offer for Mammoniterne.
II
Afghanerne er et vidunderligt folk, djærve, selvstændige og selvforsynende. De er skabt af deres bjerge, og som alle højlandsbeboere er de ikke så lidt stædige og konservative. Frygten for amerikanske bomber ville skubbe dem ind i Hollands lavlande eller til Frankrigs byer, og de vil modstræbende ændre det land, de kommer ind i. Udviklingen har været under vej et pænt stykke tid. Da Mammoniternes globale politik er at tømme den Tredje Verdens fattige lande, dræne alle naturlige ressourcer og indkomster, støtte de stygge quislinge-herskere, ødelægge deres natur, bliver flere og flere mennesker nødt til at slutte sig til flygtningestrømmen mod Europa og U.S.A.
Denne trussel føles allerede i Europa. Oriana Fallaci, en velkendt italiensk journalist, offentliggjorde en artikel i Milanos førende avis, Corriere della Sera, og jamrede over, at Europas skæbne var at blive overrendt af ”muslimske horder”. Hun anså indvandrerne som en hofmand for Romulus i Ravenna anså germanske krigere. Oriana siger, at ”somaliske muslimer skamferede, oversked og chokerede min bys torv i tre måneder”, at nogle af ”Allahs børn” urinerede på katedralens vægge, at de havde madrasser inden i teltet ”til at sove og bolle på”, og forgiftede torvet med lugten og røgen fra deres mad. Oriana fortsætter med at sige, at Firenze, der ”engang var hovedstad for kunst, kultur og ynde”, nu er ”såret og fornedret” af ”arrogante albanere, sudanesere, bengalesere, tunesere, algierer, pakistanere og nigerianere”, der ”sælger narko” og er alfonser. Hun påkalder det amerikansk anførte Korstogs støtte, og hævder, ”Hvis Amerika falder, så vil Europa også falde […] i stedet for kirkeklokker, vil der være muezziner, i stedet for mini-skørter, slør, i stedet for cognac, kamelmælk”.
Før vi fordømmer hendes stil, lad os se på manglerne i hendes logik. Frk. Fallaci, en erfaren og ingen årsunge af journalist, ser i Amerika en mulig beskyttelse, nærmere end kilden til hendes – og Firenzes, problemer. Hun burde grue for Amerikas sejr, ikke dets fald. Hvis Amerikas afghaner-krig lykkes, bliver Orianas mareridt virkelighed.
Hun synes ikke at bemærke, at flygtningene og indvandrerne ankommer til Italien, fordi deres lande blev knust af U.S.A. og dets allierede. Hun ville ikke se albanere, hvis NATO ikke hærgede Balkan. Hun ville ikke se sudanesere, hvis ikke Clinton bombede Sudan. Hun ville ikke se somaliere, hvis Somalia ikke var blevet plyndret af italiensk kolonisation og amerikansk intervention. Hverken hun, eller Amerika, ville se en palæstinensisk indvandrer, hvis bønderne i Saffurie stadig havde deres granatæblelunde at passe.
Ingen, ud over ingen, ville forlade sit eget land med dets særegne natur, livsstil, venner og slægtninge, hellige steder og fædrenes grave til fordel for den tvivlsomme fornøjelse at campere ved væggen til en italiensk katedral. Lige som ællinger har deres aftryk i sandet, fødes mennesker til at elske deres indfødsland. Unge Telemachus sammenligner sin stenede og magre ø med brede enge og de rige marker i Lacedæmon, og siger til sin vært, ’vi har knap nok noget græs, og stadig foretrækker jeg bjergene med sine geder frem for alle dine enge, der passer til heste’. Mennesker udvandrer, når deres lande er sønderknuste. Irerne ville ikke forlade Erins grønne enge til fordel for Chicago, hvis den engelske regering ikke havde udsultet dem. Mine egne russere ville ikke komme for at besætte Palæstina, hvis Rusland ikke var blevet sønderknust af Jeltsins og Chubais pro-amerikanske styrker.
For værtsfolket er indvandringen i bedste fald en plage, i værste fald en ulykke. Det er ikke deres skyld, det er et spørgsmål om tal. Carlos Castaneda sluttede sig til en indianer-stamme og lærte mange af deres skikke. Jeg er sikker på, at stammen lærte noget fra Carlos Castaneda. Forestil dig nu, at tusinder af vidunderlige drenge og piger fra Yale og Berkeley sluttede sig til indianer-stammen. Stammen ville forsvinde, den ville ikke være i stand til at bevare sine skikke. Mens en enkelt indvandrer altid vil blive budt velkommen, og ville give samfundet noget farve, så er masse-vandring dårlig.
Hvad enten indvandrere kommer som invaderende eller erobrere, eller som flygtninge, får modtager-samfundet et chok. Hvis de er snedige, skubber de lokalbefolkningen væk fra interessante og vigtige sociale stillinger, og skaber deres egen sub-kultur. Hvis de er voldelige, kan de overtage landet med andre metoder. Hvis de er ydmyge og forsagte, vil de bringe prisen for arbejdskraft ned. Dette er grunden til, at indvandrere under normale omstændigheder ikke er populære.
Et godt menneske og min ven, Miguel Martinez, der bragte Orianas artikel til det engelsk-læsende publikums opmærksomhed, var af god grund rystet over hendes racisme. Han har ret, frk. Fallaci taler som en racist, som Ann Coulter, den amerikanske svøbe af ’mørklødede mænd’. Men det lykkedes ham ikke at se nogen sandhed i hendes ord. En mand, hvis have bliver løbet over ende af bøfler, bemærker ikke jægeren, der driven hjorden foran sig, men giver de uskyldige dyr skylden. Han tager fejl, fejlen ligger hos jægeren, men det betyder ikke, at bøflerne ikke søndertrampede haven. Masse-indvandring er smertefuld for indvandrerne såvel som for værten.
Men det er ikke smertefuldt for Mammoniterne. De kan faktisk godt lide indvandring, idet det sænker prisen på arbejdskraft. Et førende Mammonit-ugeblad er det britiske The Economist. I sin leder påkaldte det for et par år siden nødvendigheden af et ’nyt Pearl Harbor’, for at forøge tilgangen af indvandrere fra den Tredje Verden. De mest dynamiske og bedst kvalificerede mennesker fra Afrika, Asien og Sydamerika kunne være anvendelige for Storbritannien, Europa og U.S.A., skrev The Economist. Det ville sænke aflønningen til de europæiske arbejdere, og forøge entrepenørernes profit. Som side-profit, svækker udstrømningen af dynamiske elementer donor-samfundene, og gør dem til et let bytte for fjendtlig overtagelse. Det er en forbedret udgave af slavehandel, thi hvad kunne være bedre end villige slaver, der konkurrerer om at komme om bord på slaveskibet? Naturligvis var den første betingelse for denne indstrømning ikke nedfældet i lederen: Den Tredje Verdens lande skulle sønderknuses og ruineres.
Mammoniterne har ligeledes brug for indvandrere for deres egen skyld. Et sammenhængende og sundt samfund afstøder instinktivt grådighedens mennesker, idet grådighed er en socialt destruktiv drift. I et sundt samfund ville Mammoniterne forblive paria’er. Indvandring ødelægger værtssamfundets sammenhæng. Mammoniter kan ikke lide, at deres samfund er sammenhængende, de foretrækker det udtyndet og godt blendet til mos, så er det meget lettere at suge til sig. Dette er grunden til, at Mammoniterne støtter indvandring. Indvandrere anser dem som deres naturlige allierede, og det lykkes dem ikke at fatte, at Mammoniterne kan lide dem som vampyrer kan lide frisk blod. Grundet deres manglende forståelse støtter indvandrere med deres stemmer Mammonit-magten i form af Tony Blair og New York-demokraterne. Det er Mammoniterne, der skulle modtage udfaldet af Orianas udfald, i stedet for uskyldige indvandrere på Europas gader og torve.
III
En Mammonit-senator fra Californien, Diane Feinstein, importerer flere og flere fattige mexicanere til sin stat. De giver hende deres stemme, forbliver ude af politik i mange år, de er villige til at arbejde for mindre, og de underminerer den organiserede arbejdskraft. Almindelige californiere lever værre end dem, men det bekymrer ikke hende. Nogen anser hende for en zionist af dyd, på grund af hendes støtte til Israel.
Det ville imidlertid være en fejl at kalde hende for en zionist. Historisk set følte zionisterne, at mennesket havde brug for rødder. De anså jøders lette mobilitet for et tegn på utilstrækkelighed. De ville forsyne de rodløse jøder med rødderne i det Hellige Land. Mammoniterne forstår ikke, at nogen har brug for rødder. De vil rykke alle op med rode. Zionister følte, at Mammonit-livsstilen er forkert. Mammoniter af alle baggrunde antog den livsstil, som zionisterne havde skilt sig af med.
Zionisterne tog fejl, idet de ikke forstod, at uden palæstinensere kan de ikke opnå deres mål af at lade roden forankre sig i Palæstinas jord. De tog fejl, efter som et menneske af jødisk oprindelse kan slå rod overalt, ikke blot i Palæstina. En jøde kan blive amerikaner, englænder, russer, såvel som palæstinenser. Det kræver identifikation med sine landsmænd, og fuldstændig helligelse til sit lands vel. Hvert eneste land er et Forjættet Land for det menneske, der elsker det. Mennesker, der tvinger Amerika til at sende milliarder af dollars bort til Israel, i stedet for at sørge for Amerikas fattige, er ikke loyale overfor Amerika. Men de er heller ikke loyale overfor Israel. De ser op til Israel som en model for deres verden.
Mange gode mennesker kan ikke lide zionismen, thi den forårsagede den massive ødelæggelse af det vidunderlige land Palæstina, og rykkede palæstinenserne op med rode. Men zionisme er en lokal sygdom. Dens storebroder, Mammonititis, er en verdensomspændende plage, der vil forvandle hele verden til et ”Stort Israel”, med indkøbs-centre og sønderbombede landsbyer, bosættelser for de udvalgte få, og mange-mange flygtninge som en kilde til billig arbejdskraft. Zionisterne ødelagde Palæstinas natur, Mammoniterne ødelagde verdens miljø. Zionisterne rykkede palæstinenserne op med rode, Mammoniterne rykker alle op med rode.
Zionister bekæmper Kristus. I det moderne Israel ville Sankt Paulus og Sankt Peter blive fængslet for at prædike evangeliet. Mammoniter bekæmper enhver tro, enhver overbevisning, Kristus og Muhammed, nationalisme og kommunisme. Zionismens fjender håber, at Mammoniterne vil betyde afslutningen på zionisternes styre, da en for uafhængig politik fra zionisternes side kunne blive en hindring for Mammoniternes verdensomfavnende planer. Men jeg siger dig, Gud tolererer zionisternes udskejelser, så du vil bemærke Mammoniternes planer.
IV
Dette er ikke en forhærdets Venstreorienterets råb. Vi kan leve med nogle rige mennesker, vi kan overleve med et vist omfang af privilegium. Både venstrefløjen og højrefløjen er gode, og er nødvendige i samfundet, som det venstre ben og det højre ben er nødvendige for at kunne stå oprejst. Forestil dig en forårs-eng i Jerusalems bjerge. Det er et magisk blomster-tæppe, der beder dig om at sætte dig ned. Hvis alle vil give sig til at vandre derpå, vil der ikke være nogen blomster tilbage. Det vil blive omhegnet, det vil gå tabt for os. Disse to tendenser: af tilgang og bevarelse, er Venstres og Højres paradigmer. Deres korrekte kombination tillader, at mange mennesker kan nyde engen.
Højre er den konservative magt, at bevare de traditionelle eliters magt. De bevarer landskabet, beskytter naturen, beholder traditionen. Venstre er samfundets bevægende kraft, garanten for dets livlighed, dets evne til at kunne forandre sig, dets sociale bevægelighed. Et samfund uden sit venstre ville forrådne, et samfund uden sit højre ville kollapse. Venstre yder bevægelighed, højre forsyner stabiliteten. Men for deres egne formål skaber Mammoniterne pseudo-venstre og pseudo-højre, og anvender fejlene i de virkelige venstre og højre.
En af den ’virkelige’ europæiske højres fejl er dens mangel på omsorg, samt dens racistiske tendenser. Deres refleksmæssige reaktion var korrekt: indvandrere destabiliserer samfundet. Men det er ikke fordi, de er værre mennesker, som racister siger. Indvandrere kunne være vidunderlige mennesker, men de er stadig et problem. Hollændere flyttede til Indonesien, og plagede landet et pænt stykke tid ved deres tilstedeværelse. De sønderknuste i høj grad Indonesien. Indonesere tog til Holland, og gav problemerne tilbage. Englændere plagede i høj grad Amerika: de udryddede de indfødte. Kolonistisk proces fører ofte til gensidig plage: Britterne plyndrede Irland og fik problemer med irerne.
Racisme er forkert, idet den hævder, at nogle grupper af mennesker er medfødt bedre eller værre end andre. Alle er vidunderlige, zuluer og britter, russere og tjetjenere, palæstinensere og franskmænd, pakistanere og tyrkere, men på deres egen grund. På andres land bliver disse folk en gene. I den europæiske imperialismes og kolonistiske udvidelses dage, var racistiske teorier nødvendige for at retfærdiggøre den ensrettede strøm af mennesker. Uden racisme kunne man ikke udrydde de indfødte, tage deres ejendom, forbyde deres industri, skabe gigantiske jordbesiddelser, og holde mennesker foruden grundlæggende menneskerettigheder. Men nu er racisme ikke længere nødvendig. Som Europas koloni-eventyrer er ovre, kan moralsk forkerte og videnskabeligt fejlagtige teorier om racemæssige overlegenhed lægges i til hvile.
Det virkelige venstre burde fremme de lavere klassers interesser, og det betyder at stå imod masse-indvandring. Men under Mammonitisk indflydelse, støtter det liberale venstre indvandring baseret på omsorg. Mammoniter, normalt blottet for omsorg, anvender denne humanitære ræsonnement til deres eget formål. Det giver dem en yderligere profit: Europæiske og amerikanske arbejdere bliver fremmedgjort fra det liberale venstre. For arbejdere er indvandringens farlige natur ligetil. Indvandrere bor tæt på de lokale arbejdere, og lider under deres konkurrence for arbejdspladserne. Således bliver de tvunget til at slutte sig til det racistiske ekstreme højre.
Der er en god vej ud af dødvandet, en vej, der er god for alle, undtagen Mammoniterne. Stop indvandringen, og åbn penge-overførsel-linier til den Tredje Verden. Afrika og Sverige skulle have den samme indkomst. Skattepenge ville flyde til Amazonas indianere og til Afghanistans bønder. Ikke mange pakistanere ville indvandre til Storbritannien, hvis de kunne få den samme indkomst (eller næsten den samme) derhjemme. Det Europæiske Fællesskab er et tydeligt eksempel på det: Selv om svenskere stadig tjener mere end portugisere, grækere og italienere, er forskellen ikke så stor, og landene er fredelige, derfor er der meget lidt indvandring til Sverige eller Tyskland. Hvis du siger: Omsorg; den sande kristne omsorg siger dig, at du skal lade folk blive boende hjemme, under deres eget vin- og figentræ, så godt som de ville leve i dit land. Du ville ikke have billige rengøringsfolk, men du ville leve i et renere og bedre land. Det ville være retfærdigt, efter som Europa og U.S.A. gennem de sidste mange hundrede år har pumpet rigdommen ud af Syden og Østen.
Indvandrerens skæbne er trist. Når det kommer til alt, er indvandring et eksil, denne menneskets mest triste tilstand. Ovid begræd den på Moldaviens kyst, og prins Genji fordømte den i Suma. Min palæstinensiske ven Musa bragte sin aldrende fader fra landsbyen Aboud til sit nye hjem i Vermont, og den gamle mand begyndte at bygge terasser, som på Samarias skrå bakker. Vi er så meget en del af landskabet, en del af en parcel af bjerge og dale. Nu, hvor der er overfald på indvandrere, tænker mange sikkert på deres hjem, de var tvunget til at forlade.
Mens at jeg mener, at indvandring burde stoppes, og erstattes af finansielle overførsler til fattigere lande, indtil indkomsterne er lige, så er de indvandrere, der allerede er rejst, sikkert kommet for at blive. De ville blive lokale: Tyskere i Tyskland, franskmænd i Frankrig, amerikanere i Amerika, palæstinensere i Palæstina. Forfædrene til europæiske og amerikanske folk vandrede også, og antog nye veje. Germanske frankerstammer rendte det romaniserede keltiske Gallien over ende, og dannede sammen med den gamle befolkning den moderne franskmand. Efterkommere af europæiske korsfarere lever stadig i den palæstinensiske landsby Sinjil, der har bevaret det storslåede navn fra den provencalske leder Raymond de St. Gilles, men de blev palæstinensere på enhver tænkelig måde, og bliver belejret af israelere lige som alle andre. Georgierne gjorde det samme, da de for otte hundrede år siden blev bragt til Jerusalems-landsbyen Malcha på Dronning Tamars ordre. De blev palæstinensere, og led den samme skæbne som andre palæstinensere, da de blev fordrevet fra deres huse af invaderende zionister i 1948.
Mennesker kan tilpasse sig, og hvis indvandrerne elsker deres nye land, kan de blive lokale. Jeg kender til det: som en sibirisk indfødt valgte jeg at blive palæstinenser.
V
Den Tredje Verdenskrig er en krig mod mangfoldighed i sig selv, iværksat af Grådighedens mestre. De bryder sig ikke om den indtagende mosaik af racer og kulturer, de ville hellere homogenisere verden. De har en praktisk grund: det er lettere at sælge varer til en ensartet menneskehed. De har en moralsk grund: de vil ikke have mennesker til at kunne nyde denne skønhed gratis, derfor må den ødelægges. De har en religiøs grund: Mammon-tilbederne, de føler at denne gemytlige mangfoldighed er helligbrøde mod deres jaloux gud. Skønne gamle ting hører til i et museum, hvor de kan kræve betaling for at komme ind, efter landsbyen er blevet ødelagt.
Det er en smuk teenage-film, The Never-Ending Story, Fantasiens mangefarvede verden forsvinder i et Intet. Det samme sker med vor storslåede verden. Gamle og unikke steder bliver jævnet med jorden og erstattet med indkøbs-centre og brændt jord. Venstre og højre burde slutte sig sammen mod det Intet, der truer selve vor eksistens.
[Oversat af Mikkel S. Kragh]