Israel Shamir

Ideas that will Derail the descent to Barbarity

Shamir-Ignatiev dialog

Vor gode ven, Noel Ignatiev, en af redaktørerne af bladet Race Traitor, besøgte Palæstina, og vi fik lejlighed til lange og dybdegående samtaler. Senere skrev Noel en ’uofficiel rapport’ om sin tur, inklusive nogle præsentationer af mine ’kontroversielle’ holdninger (se uddrag nedenfor). Det er en ganske rimelig og velment præsentation; Noel måtte retfærdiggøre sin kontakt med mig over for sine kammerater, og han gjorde det fint. Som altid er der opstået visse misforståelser; jeg skrev denne rettelse for at præsentere mine synspunkter for dig.

Kære Noel,

Tak for din lange redegørelse for vore samtaler. Det giver sandsynligvis mening at pointere nogle af misforståelserne:

  • Du skriver: ” Shamir er pro-sort. Han mener, at sorte mennesker historisk set udgør den mest progressive del af det amerikanske samfund.” Selv om jeg godt ved, at du mener det som en kompliment, min ven, må jeg forkaste det. Jeg er ikke oven ud besat af sorte, et lille og særligt mindretal af ex-slaver, der ikke er blevet fuldt ud integrerede i det amerikanske samfunds mainstream. Deres problem afleder dig, og dine amerikanske venner, fra at udføre det langt vigtigere slag mod dine magteliter. I stedet for at bekæmpe Magten (du kan vælge at beskrive det som Kapitalen, selv om mit syn er anderledes), bliver du ved med at bekæmpe ’racister’. Dette er et mindretalsproblem, lige som problemet med bøsse-ægteskaber eller AIDS-smittede. Du begår den fejl (en borgerlig-liberal, i marxistisk sprogbrug) at hæfte dig ved et mindretalsproblem på bekostning af helhedens kamp. Mindretalsproblemer varierer ganske vist fra små (så som kvaliteten af betjeningen ved din benzintank) til de langt større, som racediskrimination, men de forbliver mindretalsproblemer i dit land (i modsætning til Israel/Palæstina, hvor diskrimination og ulighed er et meget stort problem). Som jeg ser det, må vi ændre den store ting, smadre Magten, intet mindre end det.
  • Ikke et øjeblik mener jeg, at ”sorte mennesker er den mest progressive sektor” og at Frelse vil komme gennem dem. Jeg er hveken ’pro- eller kontra-sort’. Jeg beundrer Cynthia McKinney, ikke fordi hun er sort, men fordi hun stod modigt op for den rette sag. Jeg er ikke farve-bevidst; jeg er ikke engang sikker på, at ex-slavernes assimilerings-problem i det amerikanske samfund skyldes deres hudfarve, men muligvis på grund af deres historisk set lave sociale position. Afrikanske sorte fra det højere lag har sandelig fortalt mig, at de ikke oplever nogen racistisk behandling i U.S.A. Vi har eksemplet med buraku’erne i Japan, der udgjorde et socialt mindretal med ekstrem lav status i det pre-meiji’ske samfund, og som stadig bliver diskrimineret mod i Japan – på trods af, at de er racemæssigt uigenkendelige fra andre japanere. Så er der problemet med pariaerne i Indien, der racemæssigt ikke er særlig forskellige fra andre indere. Sådanne problemer burde behandles langsomt og tålmodigt, mens man tager lokale omstændigheder med i billedet. Diskrimination burde forbydes; men derefter kan et samfund fortsætte langsomt fremad.
  • Dette er forbundet med din største misforståelse: ”den bedste beskrivelse af [Shamirs] politik er nationalsocialisme”. Nu er jeg rystet af dine antydninger. Jeg lever så sandelig i et land, hvor nationalsocialisme er sejrrig. Israel var en nationalsocialistisk stat, og den har stadig nogle rester af dette regime, selv om dets socialistiske tendenser nu for det meste er blevet fjernet. Men jeg modsætter mig israelsk nationalsocialisme, og enhver anden NS, for den sags skyld.
  • Jeg deler nationalsocialisternes tro på eksistensen af ’organiske enheder’, men jeg anser ikke ’nationen’ for at være den grundlæggende organisme, ej heller ’race’ som den hvilende fundament, ej heller ’blodet’ som en definerende faktor. Som jeg ser det, er den organiske enhed en langt mindre territoriel enhed, end den moderne ’nation’ er. F.eks. ville jeg i U.S.A. anse New England, Dixie eller Midtvesten – for organiske enheder. Måske tager jeg fejl, og selv mindre enheder – stater, regioner – er også organiske i dit land. I Frankrig er provinser som Bretagne og Provence organiske enheder; i Tyskland – Bayern, Saxen og andre forbunds-’lande’ (d.v.s. länder).
  • Nationalsocialismen var en kvasi-judaisk bevægelse, thi den foretrak ’blodet’ frem for ’jorden’. For NS er en tysker en tysker, hvor han end bor, lige som en jøde, for jøderne, er en jøde, selv om han bor på Mars. Det var derfor, at NS var en bevægelse for foreningen afalle tysk-talende folk fra Volga til Alsace; jeg står for fuld individualitet for hver enkelt enhed, mod Ein Reich, ein Volk, og så sandelig for Staten og Revolutionen. Det er derfor (og ikke p.g.a. ’blanding af blod’, som det er tilfældet med NS), at jeg er mod vandringer forskellige organiske enheder imellem: f.eks. er en parisisk vandring til det landlige Bretagne lige så slem som Virginias sorte, der vandrer til Montana. Dit racemæssige problem er for det meste et problem med vandring mellem organiske enheder.
  • Hvorfor er ’organiske enheder’ vigtige? Det er ikke kun p.g.a. deres forskellighed og verdens indviklede mosaik. Eksistensen af Nantucket eller Normandie har sin egenværdi, som ikke skal opgives for falskmønteriet om ’retten til fri bevægelse’. Men hovedårsagen er endnu heftigere. Mennesker har et virkeligt behov for enhed, så virkelig som deres behov for sexuel forening. Denne enhed, eller solidaritet, findes i sin ideelle form i Guds enhed, et folk forenet i Kirken. Men for at kunne fungere sammen, burde mennesker også dannes af territoriet. Territoriet er ikke en tom plads, men et unikt terræn, med sit eget klima, landbrug, plante- og dyreliv, tamt og vildt. Hvis de bor sammen tilstrækkeligt længe, vil et folk fra en givet territoriel enhed komme til at dele lignende kendetegn/kvaliteter, og således er de i stand til at opnå enhed lettere og hurtigere end i et heterogent samfund. Det er derfor de udtrykker ’fremmedfrygt’, det vil sige den almindelige lyst til et relativt homogent samfund uden fremmede i deres midte, der vil sænke vandringen mod enhed-i-Gud.
  • I jødisk tradition anses en fremmed, der sover i et rum sammen med et ægtepar, for en ’morder’, thi på grund af hans tilstedeværelse bliver parret nødt til at undgå sexuel forening. Vi skulle ligeledes tage os i agt for ikke at hindre en organisk enheds hellige forening ved at tvinge idéer og mønstre, der vil forstyrre den. For eksempel er en borgerrets-bevidst jøde, der bekæmper opførelsen af Kristi fødsel på offentlig grund, lige som en fremmed, der sover i et ægtepars rum.
  • Organiske enheder har rettigheder, lige som mennesker – eller sågar firmaer – har. I det neo-liberale mønster har samfundet ingen rettigheder; kun individer og firmaer har rettigheder. Sandsynligvis er den eneste undtagelse jødernes kollektive rettigheder; dette tvinger os til at tænke mere på jødernes centrale rolle i den Neo-liberale Verdens Orden.
  • Efter som jeg anser disse enheder for ’organiske’, er deres ’fremmedfrygt’ ikke spor anderledes fra en biologisk immunitets-mekanisme, der forkaster et fremmed legeme eller en transplantation. Naturligvis har disse enheder en vis kapacitet til at absorbere fremmedelementer, men denne kapacitet er begrænset. Intra-enheds-vandring undergraver immuniteten og skaber en slags ”acquired immunodeficiency syndrome”, der fører til den organiske enheds død. En død enhed er én, der ikke har nogen solidaritet dets medlemmer imellem. Det kan fattes i begreber som dets sociale mellemrum eller intensiteten af udnyttelse. Det er ikke tilfældigt, at to indvandrer-, anti-indfødte samfund – nemlig U.S.A. og Israel – har det højeste mellemrum i den udviklede verden og de værste forhold for deres indfødte arbejdere.
  • Døden er ikke evig; der er kræfter i aktion, der forsøger at bringe en død enhed tilbage til livet. Hvis bombardementet med vandring ophører, vil disse kræfter vinde dagen. For eksempel erobrede normannerne England; de dræbte den gamle organiske enhed og skabte et fantasifoster med ’hest og ridder’. Men forsyningen af normanner løb snart tør; normannerne i England blev til sidst absorberet, lige som spaniolerne i Irland, eller huguenotterne i Sverige. I mangel af intra-regional vandring vil U.S.A.’s regioner have en chance for atter at blive vækket til live – det vil sige hvis de bekæmper fremmedgørelse og fremmer solidaritet.
  • Økonomisk set står jeg i den absolutte modpol til NS, for jeg støtter kommunisme som den højeste form for solidaritet, en jordisk projektion af Kirken. Kommunisme sammen med Kirken er uovervindelig. I USSR forsøgte Partiet at handle som Kirken, med et vist held. Men Kirken uden Gud er lige som coitus interruptus; det fører til frustration og opbrud af enheden. Således mislykkedes den ateistisk gudløse kommunisme, men det betyder ikke, at kommunisme er umulig. Den vil komme tilbage efter at have forbundet sig med Kirken. Nationalsocialismen var endnu mere anti-Kirke og anti-Gud end kommunismen eller neo-liberalismen. For mig er Kirken og Gud ikke noget ekstra-udstyr, der kan fjernes med Occams barberblad, men det vigtigste element i eksistensen; således må jeg virkelig frasige mig titlen af nationalsocialist. Hvis en titel er nødvendig, ville Kristen Lokal Kommunist passe mig bedre.
  • Og dog har selv lykkelige par brug for plads til deres individualiteter; ligeledes kan vi acceptere en hvis individualistisk afvigelse, herunder økonomisk afvigelse ( = fri handel) inden for organiske enheder. Folk burde uddeles en bestemt uafhængig økonomisk aktivitet, under forudsætning af, at samfundet fjerner overskud i deres indkomst for at forhindre grådighed. Således er jeg for en ekstremt høj (mere end hundrede procent) beskatning af de rige, nul beskatning for almindelige mennesker, for den samlede ikke-håndhævelighed af gæld.
  • Min holdning til jøder er ganske forskellig fra NS. Mens NS primært tænker på den ’jødiske race’, og derved accepterer jødisk selv-vision, står jeg for den ortodoks-kristne holdning og benægter eksistensen af en ’jødisk race’, thi ingen skal være en jøde. Jeg forkaster fuldstændig ’den judaistiske tendens’, det vil sige, med Marx’ ord, anti-solidaritet, anti-sociale tendenser om ”at vende det fremmedgjorte menneske og den fremmedgjorte natur til afhændelige, salsgbare objekter’. Kampen mod fremmedgørelse er, for mig at se, den vigtigste kamp; og her følger jeg Simone Weil, der var så anti-judaistisk som man overhovedet kan være. Mit fokus på ’organiske enheder’ er det, som Weil kaldte for ’l’enracinement’, ’behovet for rødder’.
  • Når det er sagt, ser jeg i kampen mod jødisk privilegium en vigtig retning i kampen mod Magten. Af historiske årsager er jøderne blevet en dominerende gruppe i den Neo-liberale Verdens Orden, som vi var vidne til i dag i Jerusalem ved en masse-pilgrimstur af verdensledere, herunder Kofi Annan, til Holocaust Museet. Efter som enhver jøde kan ophøre med at være (= opføre sig som) en jøde, er vi i krig med dem, der ikke bruger denne lejlighed. Kampen for, med Marx’ ord, at ’befri jøder ved at befri verden for jøder’, var en vigtig del af Venstrefløjens ideologi; den burde fornys og ikke overlades i hænderne på NS.
  • Vi kan trække kornet af fornuft og sandhed ud af enhver ond idé. Bag de paranoide, sadistiske beskrivelser i The Turner Diaries, kan man se behovet for et solidarisk samfund, hvor folket er ét. Men i Pierces gudløse univers kan sådan en enhed kun opnås gennem massemord. Hvis Pierce var bevidst om Gud, ville han kende til en anden vej til at opnå enhed, nemlig gennem et kirkesamfund. Mens du er oprørt over hans racisme, har jeg medfølelse for sådan en ensom mand, der søger solidaritet, og ikke ved, hvor han kan finde det. Hans drømme om ’rebets dag’ er bestemt ganske modbydelige – indtil man husker på de revolutionære, hvis drøm var at ’hænge den sidste konge i den sidste præsts tarme’.
  • Det er muligt, at jeg er mindre rystet af The Turner Diaries, end du er, thi den læser som en parafrase af en zionistisk ungdomsbog skrevet i 1946-48. Erstat blot ’britisk’ med Systemet, og ’araber’ med sorte, fjern hentydningerne til atomvåben, og så har du en almindelig israelsk barnagtig tekst fra den tid. Terrorist-handlingerne lyder som den sædvanlige forherligelse af Lehi-angrebene på britiske politi-stationer og arabiske markedspladser. Fordrivelsen af sorte og forfatterens begejstring over at se rent hvide kollektivt arbejde på markerne, går lige som de virkelige dagbøger skrevet af Joseph Weitz, der var overhoved for Jewish Agency Settlement Department: han nød at rejse rundt i de ’rensede’ (fra arabere) områder i Palæstina og iagttage den rent jødiske kibbutzim med lignende begejstring. Således vil en person, der bliver rystet over The Turner Diaries, og stadig samarbejder med zionister, i bedste fald blive beskyldt for dobbeltspil.
  • Jeg håber at have gjort rede for de vigtigste punkter i misforståelserne.

Med kammeratlige hilsner,

Shamir

Fra Noel Ignatievs Rapport:

Sidste december sendte jeg Shamir følgende brev (redigeret for at fjerne gentagelser og personlige referencer):

Din påstand om, at Rusland under Stalin var et arbejdernes paradis, er absurd. Blot at nævne Orwell og Solsjenitsyn burde være nok til at tvære dig tilbage til virkeligheden… Det største bevis på karakteren af Stalins regime er hvor smertefrit brezhnev’itterne og senere gangstere kom til magten. Stalin førte krig mod russiske arbejdere i tredive år, opløste deres organisationer, dræbte eller tvangs-eksilerede enhver uafhængig tænker blandt dem, og udmattede og demoraliserede dem således, at de var et let bytte for enhver (f.eks. Vlasov), der tilbød dem en vej ud…

Min anden forskel fra dig er omkring jødernes historiske betydning… Selv hvis der ikke havde eksisteret et folk som jøderne, … ville verden være nogenlunde som den er… Det nittende århundredes kapitalistiske samfund bragte fattigdom, sygdom og uvidenhed med sig for Europas og Amerikas lønslaver, for ikke at nævne den irske hungersnød, forgiftningen af det kinesiske folk med opium, [og] reduceringen af Congos befolkning med ti millioner over femten år – og ingen har overhovedet antydet, at det nittende århundredes kapital var domineret af jøder, eller at det havde en neo-judaistisk karakter. I Kapitalen og Grundrisseanalyserer og forudberegner Marx med slående nøjagtighed samfundsudviklingen fra sin tid til vor, og mens han bestemt ikke var blød i kanten over for jøderne, havde han ikke brug for dem som et element i sit studium. Selv hvis hver eneste jøde var kapitalist, og enhver kapitalist var jøde, ville jeg stadig være anti-kapitalist, ikke anti-jøde, thi kapitalen er drivkraften bag ødelæggelsen af kloden, og ”jøden” er højest dens personificering.

Jeg husker på, at nogen irettesatte dig for at være blød over for David Duke. Du svarede, at ham, der irettesatte dig, sandsynligvis ville være villig til at overse Dukes hvide overherredømme-tanker, så længe Duke ikke også havde været mod jøderne. Hvis dette er tilfældet, var det en tragisk fejl. Det er også forkert at overse Dukes hvide overherredømme-tanker, fordi han er mod jøderne. Duke, The National Alliance og andre fortalere for White Power er ikke vore venner, på trods af deres anti-zionisme…

Shamir svarede aldrig uddybende på mit brev… Som jeg forventede, fandt jeg ham som en varmhjertet vært og en hensynsfuld rejsefælle, der var i stand til at diskutere en bred vifte af menneskelige aktiviteter med viden og intelligens, herunder historie, filosofi, litteratur, musik, film, malerkunst og skulptur, arkitektur, og de fysiske og naturlige videnskaber. Han nyder god mad og vin, og en god fortælling. Han kan lide kvinder. Han er en god konversationspartner, med den egenskab at kunne lytte såvel som yde – ud over et par enkelte områder. Ikke desto mindre må jeg rapportere, at jeg ikke har gjort det mindste fremskridt i nogen af emnerne, jeg rejste i mine breve, eller andre, der opstod. Jeg skal nu give et oprids af vore samtaler.

1)      Shamir kender sin Marx, herunder 1844 Manuskripter. Han hævder at have været påvirket af strømmene fra 1968, og at have arbejdet med grupper i Rusland, der kan sammenlignes med Praxis i Jugoslavien, Cahiers du communisme i Frankrig, eller, for den sags skyld, med os i U.S.A. Han fortalte mig, at han anså Staten og Revolutionen for Lenins vigtigste værk. Da jeg spurgte ham, hvordan han kunne forene sin beundring for det værk med sin positive holdning over for Stalin, svarede han, at tiderne var anderledes dengang, at Stalin så en svær opgave i øjnene, at han samvittighedsfuldt havde forsøgt at hæve det kulturelle niveau for arbejderne og bønderne, herunder ved at forøge proportionen af personer af proletar- og bonde-herkomst i de højere lærer-anstalter og i særdeleshed i Partiet, at udrensningerne i midten af 1930’erne var rettet mod at fjerne et lag af gammel-bolsjevikker (mange af jødisk oprindelse), der var endt med at anse landet for deres private ejendom, og at udbredelsen af Staten og Revolutionen i million vis var et udtryk for Stalins helligelse til idealet for proletariatets demokrati. Som svar til min påstand om, at Stalins historiske funktion var at industrialisere Rusland, bringe universel læsefærdighed, formelt frigøre kvinder, og i bred forstand stadfæste betingelserne for kapitalistisk akkumulation, og at nutidens gangsterrepublik var resultatet, beskyldte han mig (i en munter tone) for at lyde lige som Zions Vises Protokoller. Til min kommentar, at jeg ikke havde læst Protokollerneog at jeg ikke talte om en jødisk sammensværgelse, men om logikken i den kapitalistiske udvikling, svarede han ikke.

2)      Shamir er utvetydig i sine skriverier og i privat konversation, at han er mod det, som han kalder for den judaistiske ideologi og jødiske interesser, ikke mod mennesker af jødisk oprindelse. Han beundrer af et oprigtigt hjerte Marx, Trotsky, Rosa Luxemburg, Simone Weil og andre af jødisk oprindelse, der nægtede at identificere sig som jøder, og også Isaac Deutscher, Chomsky og andre, der ikke gik så langt. Der er intet racemæssigt i hans holdning. Jeg foreslog, at jøder højest var bærerne i Europa og Nordamerika af en ideologi, der ville have været til uden dem, og nævnte tilfældene Kina og Japan, kapitalisme uden jøder. Jeg sagde, at sigte på ”jøderne” nærmere end kapitalen var farligt, da det gjorde plads til at favorisere en sektor af kapitalen (den ”produktive”) frem for en anden (den ”spekulative”). Han indrømmede, at jøder ikke havde ansvaret for Japan og Kina. Han indrømmede også, at han fandt industriel kapital, med alle dens fejl, at foretrække frem for det nuværende fase, som han identificerer som ”neo-judaistisk”. Den globale parasitisme taget i betragtning, så er den tendens at foretrække førstnævnte forståelig; i Shamirs tilfælde kan det forklare hans positive evaluering af Stalins regime, som var alt andet end ”produktivt”…

3)      Vi havde vor sværeste og mest bitre diskussioner om emnet hvidhed i U.S.A. Shamir er pro-sort. Han tror, at sorte mennesker historisk set udgør den mest progressive sektor i det amerikanske samfund. Han har udgivet oder til Cynthia McKinney (den afro-amerikanske kongres-kvinde fra Atlanta, der blev besejret af AIPAC og Co. for at være mod den amerikanske Mellemøst-politik). Samtidig mener han, at race-undertrykkelse ikke længere er den herskende klasses politik, og at den kun eksisterer som en arv, ude af stand til at forvolde megen skade. Han mener, vi lægger for stor vægt på vigtigheden af farve, og at vi burde udvikle programmer, der repræsenterer ”flertallet” nærmere end ”ti procent”. Jeg argumenterede som du kunne forvente, uden held. Han synes at være lige så døv med hensyn til emnet, som de hvide venstreorienterede, jeg har argumenteret mod i fem og tredive år. Selv efter jeg forklarede, at vort mål ikke var at kæmpe for de ”ti procent”, men at konfrontere den vigtigste barriere, der forhindrede hvide arbejdere fra at handle som en del af en klasse, og at han med glæde ville glemme alt om farve, så snart de hvide arbejdere gjorde det, gik han direkte over til at beskylde jeg selv og RT for udelukkende at kæmpe for et ”mindretal”. Et par eksempler: han ser The New York Teachers’ Strike i 1968 som et svar til den (”jødiske”) herskende klasses bestræbelser for at rekonstruere uddannelsessystemet, ved at bruge kravet om ”fællesskabskontrol”, og argumenterer, at i stedet for at støtte fællesskabets kontrol, burde mennesker som os have forsøgt at finde en position, der kunne forene sort og hvid. Han pointerede, at jøder ikke sender deres børn til urbane folkeskoler. Han refererede heller ikke til den kendsgerning – som jeg ved han ved – at jøder udgjorde størstedelen af NY Teachers’ Union og alle dens ledere. Desværre lod jeg ham undslippe uden at svare på paradokset, at hovedfjenden for ”jødiske” bestræbelser for at ødelægge folkeskoler, var den ”jødiske” NY Teachers’ Union… Hans syn på 1973 Boston-busing-krisen svarede til hans syn på NY strejken, nemlig at den herskende klasse (”jøderne”) anvendte busing som en måde at ødelægge folkeskolen, og i stedet for at støtte det, har mennesker som os søgt en vej, der forenede sort og hvid.

4)      Som enhver, der tager historien seriøst, læser Shamir den bagfra: han har sin egen fortolkning af ”Birth of a Nation”, og karakteriserer de amerikanske forkæmpere for slavefrigørelse som forløberne for U.S.A.’s imperialisme. Jeg forsøgte at give ham en historielektion (Han kender nogle af DuBois’ værker, men ikke Black Reconstruction.), og beskrev de tidligere slavers og deres allieredes bestræbelser for at skabe en revolution inden i revolutionen. Jeg indrømmede, at slavernes og deres allieredes aktiviteter i sidste ende førte til den industrielle kapitalismes endelige sejr, men sagde, at ansvaret ikke lå hos dem, men i den hvide arbejderbevægelses manglende evne til at anerkende en arbejderbevægelse, når den trådte frem med sort hud. Han lyttede og sagde, ”Tiderne har forandret sig siden dengang, og kampen for racelighed har ikke samme potentiale som tidligere.” Et fornuftigt standpunkt, tænkte jeg, og lykønskede mig selv med et lille gennembrud, indtil næste dag, da han beskrev Wendell Phillips som ”en af den slags mennesker, der hellere ville kæmpe for slaverne andetsteds, end for arbejderne under sin næse” – som om han ikke havde hørt et ord af det, jeg havde sagt.

5)      Shamir modsætter sig massiv indvandring, med begrundelserne, at det både er skadeligt for indvandrerne og for det samfund, der tager imod dem. Hans modstand er ikke begrundet med racemæssige følelser, og den er ikke absolut: han tror på, at et lille antal mennesker, der kommer ind i et samfund, er gavnligt. For at forhindre massive befolkningsskift, foretrækker han en kombination af økonomisk transformation af Syden og restriktioner i Europa og Nordamerika. Da jeg udtrykte min modstand over for hans synspunkt, med begrundelsen, at hvis Europas og Nordamerikas arbejdere blev enige om at begrænse indvandring, ville de aldrig blive i stand til at samle sig som en del af en global klasse, og derfor ville der ikke være nogen transformation af Syden, beskyldte han mig at ikke at værdsætte traditionelle kulturer. Jeg benægtede beskyldningen, idet jeg sagde, at jeg var enig med ham i, at forandring sker bedst, når det sker gradvist, men sagde, at jeg tænkte, at skaden forvoldt ved bygningen af mure var større end den skade forvoldt ved at nedbryde dem… Ligesom Israel har gjort mere end Hitler i at ødelægge, hvad der end lå i værdien i jiddisch kultur, således ville udelukkelsen af indvandrere gøre mere end deres ubegrænsede tilgang for at ødelægge, hvad der end var af værdi i den amerikanske tradition, hvoraf en del var åbenhed overfor tilflyttere. Han lyttede høfligt og sagde så, ”Ja, men du lægger ingen vægt på traditionel kultur”. … Godmodigt tilføjede han, at der skal være plads i verden til min mening såvel som deres mening, der værdsatte traditionen over alt.

6)      Shamir sagde, at efter som racelighed stort set var opnået, behøver vi ikke at bekymre os om folk som David Duke, der i disse dage talte mere mod zionisme og Irak-krigen end han var mod sorte mennesker. Han tilrådede os at finde en måde at gøre fælles sag med ham mod den føderale regering. Jeg svarede, at selv hvis han havde droppet sine udtalte hvide overherredømme-tanker, og selv hvis han var oprigtig, var det nødvendigt, amerikansk tradition taget i betragtning, at huske på potentialet for hvid solidaritet som et samlingspunkt for en bevægelse. Så længe økonomien nogen lunde holdt, kunne ingen udtalt hvid overherredømme-bevægelse udgøre nogen særlig trussel, men hvis dollaren kollapsede og tog mange almindelige hvides daglige liv med sig, var det muligt, at mange ville søge at løse deres problemer på sorte menneskers bekostning, lige som det var sket i fortiden, og ikke ved at udelukke folkemord, og at det ikke var ud fra spørgsmålet om en sådan bevægelse kunne komme til magten i U.S.A., enten alene eller i samarbejde med en sektor af kapitalen. Dette kaldte han ”judaistisk tankegang”, en fortsættelse af jøders skik med altid at se sig selv som målet for forfølgelse. Dette var anden gang, jeg blev vred på ham – at beskylde mig, af alle, for ”judaistisk tankegang”.

Jeg forlod Shamir med udgaver af State Capitalism and World Revolution, Race Traitor og taler af Wendell Phillips, og tilskyndede ham til at læse Turner Diaries, men jeg er ikke optimistisk. Begrundet på mine samtaler med ham om min læsning af hans udgivne værker, ville jeg sige, at den bedste titel for hans politik er nationalsocialisme. For amerikanere, der er opvokset med Steven Spielberg-film og Hollywood-billeder af nazister med monokler, der siger ”Ve haf vays to make you talk”, skal jeg skynde mig at tilføje, at nutidens nationalsocialisme ikke er nationalsocialismen fra 1933. (Endvidere forhindrer Shamirs russiske sympatier ham fra uforbeholdent at identificere sig med Hitler.) Shamirs politik er ikke vores (hvis ”vores” kan siges stadig at eksistere), men det er politikken fra socialdemokratiet, grøn lokalisme, tredjeverdens-nationalisme, individualistisk anarkisme eller liberalisme heller ikke, og i disse dage ser jeg ikke, hvordan nationalsocialisme skulle repræsentere et større problem end nogle af de andre… I en tale han holdt for The House of Lords, sagde Shamir, at hvem, der end støtter Israel, burde undskylde til Rhodesia og Sydafrika. Jeg var enig med ham, og sagde, at på samme måde, som ingen, der vedligeholder forbindelser med to-stater’ere eller anti-NAFTA-protektionister, har den moralske ret til at angribe mig for at modsætte mig bestræbelser på at udstøde Shamir fra en anti-zionistisk organisation.

[Oversat af Mikkel S. Kragh]

Featured Posts

If They Are Bombed - They Are Daesh

President Putin is a pirate, no less. In his declaration at the UN, he stole President Bush Jr’s copyrighted 2001 ...

Read More

A Syrian Breakthrough

The Russians and their Syrian allies have cut the main supply line of the rebels to the north of Aleppo, ...

Read More

The Liberation of the Slaves

Donald Trump’s electoral victory unleashed pent-up tectonic energies on the unprecedented scale. The world has been changed, much more than ...

Read More

Ryan Rodrick Beiler / Shutterstock.com

Autumn in Palestine

Autumn is beautiful in Palestine: overripe blue-green figs, unpicked pomegranates pecked by birds, heavy grapes turn red. Now is the ...

Read More

Evan El-Amin  /  Shutterstock.com

Les guerres de genre de H. Clinton

Est-ce que les hommes qui votent pour H. Clinton vont finir en enfer ? Je n'en suis pas sûr. Nous savons ...

Read More

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Israel Shamir © 2016 Frontier Theme