Israel Shamir

Ideas that will Derail the descent to Barbarity

Vampyr-dræberne

Eventyr om vampyrer indeholder som regel forskellige løsninger på, hvordan man skal reagere, når man bliver angrebet af en sådan rædselsvækkende ting. En håndfuld jord fra en kirkegård skulle kunne gøre det, måske et hvidløg og så selvfølgelig et kors. Men disse løsninger virker desværre ikke altid. I Roman Polansky’s muntre skrækkomedie “De frygtløse vampyrdræbere” forsøger helten at skræmme en jødisk vampyr ved at lave korsets tegn. Men jøden smiler til ham med et forstående smil, lige som i

“Spillemand på en tagryg” og viser sine hugtænder. Korset skræmmer ham ikke. Polansky’s arbejde kommer jeg til at tænke på i forbindelse med en ny bølge af Holocaust-kontroverser.

 

De revisionistiske historikere, som af deres modstandere kaldes for “holocaust-benægtere” er i øjeblikket til et møde i Beirut for at sammenligne deres noter om det nazistiske folkemord. Den amerikanske jødiske lobby, herunder Zionist Organization of America (ZOA) og Anti-Defamation League, har krævet forbud mod at konferencen gennemføres. ZOA er ellers ikke imod revisionisme som sådan. Denne organisation er faktisk en pioner i kunsten at fornægte historien, og den har netop – på de amerikanske skatteyderes regning – publiceret et hæfte kaldet Deir Yassin: History of a Lie. Deir Yassin var en fredelig landsby, som blev angrebet af de jødiske terrorgrupper Etzel og Lehi den 9. april 1948. Mænd, kvinder og børn blev massakreret. Jeg ønsker ikke at gå i detaljer med denne bloddryppende fortælling om ører som bliver skåret af, maver sprættet op, kvinder voldtaget, mænd tortureret og om kroppene, som blev smidt ned i en stenbrud eller om den sejrrige parade, som morderne afholdt bagefter. Dybest set er alle massakrer ens fra Babi Yar til Chain Gang til Deir Yassin.

 

ZOA revisionisterne bruger alle de samme midler som deres fjender “benægterne”. De tror ikke på øjenvidneberetninger fra de overlevende, Røde Kors, det britiske politi, jødiske spejdere og andre jødiske observatører, som var til stede og overværede denne massakre. De undsiger selv Ben Gurions forsvar for disse handlinger, da lederne af disse bander jo selv efterhånden alle blev premierministre i den jødiske stat. For ZOA har kun mordernes egne vidneudsagn betydning, altså hvis disse mordere er jøder.

 

Hvis jøderne er ofre, sparer de samme amerikanske zionistiske organisationer sig ingen anstrengelser for at bekæmpe revisionismen, og netop denne moralsk tvivlsomme holdning har uden tvivl været til støtte for dem, som var samlet i Beirut. For hvis israelerne fortæller en stærkt fordrejet historie om, hvad der skete i 1948, så er den jødiske erindring om Holocaust måske heller ikke helt troværdig.

 

Det minder os om den vellykkede nedvurdering af andre af vor tids forbrydelser. Massakren i Timosoara i Rumænien blev der fortalt meget om i New Tork Times, BBC og CNN. Den blev udført af Ceauseseu og gik ud over cirka 90.000 civile borgere. Ceauseseu blev summarisk henrettet og Vestens venner kom til magten. Men så fandt en uafhængig undersøgelse ud af, at kun 96 personer var døde, altså tusind gange mindre end tidligere anslået. De første rapport fra 9/11 talte om 60.000 døde, og ud af dem 4.000 israelere. Nu ved vi, at der var 3.000 døde, og at der var 40 af dem, som var jøder, altså mange gange mindre end antallet af ofre i alt og hundrede gange mindre end det estimerede antal jødiske ofre.

 

En anden nedgradering skete efter Kishinew progromen. Først hævdede de jødiske vidner og organisationer, at der var 500 døde, senere blev antallet nedskrevet til 48, altså ti gange mindre. Moderne historikere har gjort opmærksom på, at i alle pogromerne i zarens Rusland, var antallet af jødiske ofre cirka en tredjedel af det samlede antal ofre i den ukrainske bonde krig imod det jødiske bourgeoisi (nogle kalder det den “ukrainske intifada”). Og det er helt sikkert nogle andre tal end dem, som vi jøder lærte i skolen.

 

De bestialske massakrer på jøder i 1648 blev begået af kosakker fra Chmielnicki, og det blev anslået, at der var 500.000 jødiske ofre, indtil dette tal blev nedgraderet med faktor 10 af den moderne jødiske forsker Jonathan Israel (“European Jewry”, Oxford 1985). Han benægtede tilmed, at der overhovedet skete en massakre på jøderne, men jøderne led lige så meget som alle andre under borgerkrigen mellem ukrainerne, polakkerne og jøderne.

 

Inspireret af disse resultater, har revisionisterne opnået nogle få resultater. Historien om, at der blev lavet sæbe af menneskeligt fedt, eller Wiesel’s historie om de åbne bål [udenfor gaskamrene], blev skrinlagt, sammen med et par andre mere eller mindre fantasifulde historier. Revisionisterne stiller også spørgsmålstegn ved det faktiske antal jødiske ofre, hvilket er et kompliceret spørgsmål, da definitionen på begrebet “ofre” er en fortolkning i sig selv.

 

Et godt eksempel på en slags ‘offer-definition’ blev givet i Haaretz sidste uge. Da Gulf-krigen sluttede i 1991 var der kun ét kendt israelsk offer for denne krig. I dag er der officielt hundrede israelere, som bliver anset for at være ofre for Golfkrigen, og deres efterkommere modtager en pension, som bliver betalt af Irak. Nogle af disse ofre døde af stress, andre kunne ikke fjerne deres gasmasker og blev derfor kvalt. I Haaretz artikel blev det nævnt, at mange flere krav var blevet afvist af de israelske myndigheder.

 

Da man skulle vurdere antallet af jødiske tab i 2. Verdenskrig tog de jødiske organisationer antallet af jøder, som levede før krigen og trak det fra antallet af jøde efter krigen, hvilket gav et tal på mere end 5 millioner, som skulle være antallet af døde. Men dette tal indeholder også antallet af jødiske soldater, som f.eks. min onkel, som kæmpede og blev dræbt i slaget ved Leningrad. Det indeholder også min ældre bedstefar, som døde af sult og alderdom i den jødiske bydel i Stanislawow. Det indeholder også ofrene for sygdom, tyfus og underernæring. Så det må nødvendigvis være et stort tal, for det var en forfærdelig krig. Eksempelvis i Hviderusland med sine mange jøder, døde hver fjerde menneske, jøde eller ikke-jøde, i krigen.

 

Derfor er det nødvendigt at benægte selve konceptet om det jødiske Holocaust, fordi det kunstigt adskiller de døde jøder fra det store antal af deres landsmænd, som også døde og led. Dette koncept sætter skel mellem min onkel Abraham og hans kammerat i skyttegraven, Ivan, også selv om de blev dræbt af den samme granat. Dette koncept sætter skel mellem min gamle onkel og alle de andre mennesker i hans by, som døde på samme tid. Det sætter skel mellem min unge tante, som blev dræbt af Luftwaffe og hendes polske kæreste. Det er et koncept, som fremmer eksklusivitet, og derfor bør det afvises. Det skal afvises fordi det forgifter jødernes sjæl og fylder den med had til ikke-jøder, og med en følelse af eksklusivitet.

 

Men revisionisterne har en anden tilgang: De risikerer deres karriere og formuer ved at forsøge at underminere det de kalder for “myten om Holocaust”. Det er virkelig en udfordring. I dag kan man åbent diskutere Marias jomfruelige undfangelse og måske også nogle af de grundlæggende myter i Israel. Men holocaust-kulturen er stadig unik, og loven forhindrer alle undersøgelser, som måtte kastet tvivl om det hellige dogme. Men dogmer har en tendens til at tiltrække kritiske tænkere, problemet er bare, at bag det røde klæde møder den vilde tyr kun den tomme luft. Argumenterne om gaskamre og sæbe-produktion er måske udfordrende, men de er helt irrelevante. Hvor er matadoren?

 

 

II

 

Et modigt skridt blev taget af dr. Norman Finkelstein i hans bestseller om holocaust-industrien. Men der er en vigtig forskel mellem dr. Finkelstein og de “revisionistiske historikere”, som er samlet i Beirut. Dr. Finkelstein er søn af holocaust overlevende, og han har holdt sig langt væk fra de ulovlige diskussioner om statistiske facts og har koncentreret sig om den ideologiske konstruktion af holocaustkulten.

 

Men det hjalp ham desværre ikke. En jødisk organisation ved navn “Advokater uden grænser” har lagt sag imod ham i Frankrig. Disse advokater blev ikke oprørte, da en israelsk domstol dømte en jødisk barnemorder til 6 måneders betinget fængsel. De rørte ikke en finger, da den 15 år gamle pige Suad blev placeret i isolation og nægtet retshjælp og udsat for psykisk tortur. De er helt fraværende fra de israelske militære domstole, hvor vidneudsagn fra en jødisk officer kan give lange fængselsdomme til ikke-jødiske civile, baseret på hemmelige beviser. Tilsyneladende er disse advokater er klar over visse grænser.

Finkelstein satte sig for at udforske hemmeligheden bag vores diskrete jødiske charme, en charme, der åbner amerikanske hjerter og pengepungen hos de schweiziske banker. Hans konklusion er, at vi gør det ved at appellere til den europæiske og amerikanske skyldfølelse.

 

Holocaustkulten har vist sig at være et uundværligt ideologisk våben. Ved anvendelse af dette kan en af verdens stærkeste militære magter, med en dramatisk række overtrædelser af menneskerettighederne bag sig, blive anset for at være offer, og den mest succesfulde etniske gruppe i USA har derned erhvervet offerstatus.

Finkelstein foretager en fremragende analyse af holocaustkulten, og kommer til den chokerende opdagelse, at den ikke består af andet en nogle klichéer, som er strikket sammen af Elie Wiesels bedrøvelige stemme, optaget i en limousine.

Finkelstein er ikke selv klar over perspektivet i hans opdagelse, for han tror stadig, at holocaustkulten er et stort koncept, som kan sammenlignes med opfindelsen af hjulet. Dette koncept løste det evige problem med de rige og indflydelsesrige, som er nødt til at beskytte sig imod misundelse og had fra de fattige og udnyttede. Det er tilladt Mark Rich og andre svindlere at snyde og stjæle, og det tilladt den israelske hær at myrde børn og udsulte kvinder, uden at de kan straffes. Hans opfattelse deles af mange israelere. Ari Shavit, en velkendt Haaretz skribent, udtrykte det bedst i 1996, da den israelske hær dræbte mere end hundrede civile flygtninge i Kana i Libanon: “Vi kan myrde uden at blive straffet, fordi Holocaust Museet er på vores side”. Boaz Evron, Tom Segev og andre israelske forfattere har givet udtryk for tilsvarende synspunkter.

 

Man kan opsummere dr. Finsteins teser sådan: Jøderne fik succes med at finde cirklens kvadratur og løste det problem, som plagede aristokratiets millionærer. Nemlig ved at afvæbne deres modstandere ved at appellere til deres medfølelse og følelse af skyld.

 

 

III

 

Jeg beundrer dr. Finkelstein for hans fortsatte tro på det gode i medmennesker. Han tror nok også på alfer. Efter mit skøn, så kan medfølelse og skyldfølelse højest give dig en gratis skål suppe, og ikke milliarder af dollars. Dr. Finkelstein er ikke blind. Han ved at sigøjnere også var ofre for nazisterne, men de har stort set ikke modtaget noget som helst fra det “medfølende” Tyskland. Amerikanernes evne til at føle kollektiv skyld over for deres vietnamesiske ofre (5 mio. dræbt, 1 million enker, ødelæggelse af store landområder med Agent Orange) blev for nylig indrømmet af sekretæren i Forsvarsministeriet William Cohen: “Der er ikke plads til nogen undskyldning (endsige erstatning ). En krig er en krig “. Ken selv om han har alle fakta til sin rådighed, forsøger dr. Finkelstein alligevel at gribe til korset for at skræmme vampyrerne væk.

 

Hvad er den kilde, som leverer brændstoffet til holocaustindustrien? Dette er ikke et teoretisk spørgsmål. Der er nu ved at ske endnu en palæstinensisk tragedie, idet man langsomt kvæler deres byer. Hver dag bliver træer revet op med rødder, huse ødelagt og børn myrdet. I Jerusalem fejrer jøderne Purim med en pogrom mod de vantro, men det rapporteres kun på side seks i de lokale aviser. I Hebron, fejrer Kahanes tilhængere Purim på massemorderen Goldsteins grav. Dette er ikke tid til at liste på kattepoter.

 

I Ulysses udtrykker Bloom sin skaber – James Joyces – følelser omkring den irske frihedskamp gennem en irsk frihedskæmper.  Mine bedsteforældre, mine onkler og tanter døde i 2. Verdenskrig. Men jeg sværger ved deres grav, at hvis jeg troede, at skyldfølelse over holocaustkulturen ville koste bare et enkelt palæstinensisk barn livet, ville jeg gøre holocaustmindestederne til offentlige urinaler.

Den uhæderlige holocaustkult og den lethed, hvormed den suger milliarder til sig, er en dokumentation for den reelle magt bag denne industri. Denne magt er uklar, obskur og usynlig, men den er helt reel. Det er ikke en magt, der stammer fra Holocaust selv, men snarere fra de rå muskler hos dem som har magten.

Den nye religion i USA bliver nogle gange kaldt for judeo-kristendom, og i denne religion overskygger Holocaust Kristi lidelse og død, samtidig med at Opstandelsen er erstattet af hensynet til Israel, hvilket understreger jødernes centrale placering i den amerikanske debat.

Derfor er alle revisionisternes bestræbelser dømt til at mislykkes. De mennesker, som styrer holocaustkulturen kan sige hvad de vil, for de styrer de offentlige medier. Holocaustkulten er bare en lille manifestation af deres evner, og disse magthavere vil bare grine af dr. Finkelsteins afsløringer.

——————————————————————-

Oversat af Jakob Munck
24/2-09

(Det skal nævnes, at den omtalte revisionistiske konference i Beirut blev aflyst, da den libanesiske regering ikke turde tillade den, efter pres fra Israel.)

Featured Posts

A Syrian Breakthrough

The Russians and their Syrian allies have cut the main supply line of the rebels to the north of Aleppo, ...

Read More

Ryan Rodrick Beiler / Shutterstock.com

Autumn in Palestine

Autumn is beautiful in Palestine: overripe blue-green figs, unpicked pomegranates pecked by birds, heavy grapes turn red. Now is the ...

Read More

If They Are Bombed - They Are Daesh

President Putin is a pirate, no less. In his declaration at the UN, he stole President Bush Jr’s copyrighted 2001 ...

Read More

Evan El-Amin  /  Shutterstock.com

Les guerres de genre de H. Clinton

Est-ce que les hommes qui votent pour H. Clinton vont finir en enfer ? Je n'en suis pas sûr. Nous savons ...

Read More

The Liberation of the Slaves

Donald Trump’s electoral victory unleashed pent-up tectonic energies on the unprecedented scale. The world has been changed, much more than ...

Read More

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Israel Shamir © 2016 Frontier Theme